Indledning
Livet er fuld af at foretage handlinger. At gøre op med sig selv om hvad der er det rigtige eller forkerte valg. Der er dog ét valg samtlige mennesker foretager uden tøven. Muligheden for at overleve, og uvilligheden til at dø. Overlevelse har altid været menneskets natur og instinkt.

Den korte novelle ”De Dødsdømte”, af Villy Sørensen sætter menneskets etik, morale og dømmekraft i centrum. Han inddrager realistiske personer i en absurd og urealistisk situation, det har han formået at gøre ved at skabe en virkelighedsfjern verden, hvori personerne må kæmpe for deres frihed samt deres overlevelse.

Uddrag
I fortællingen møder vi en gruppe oprørere, bestået af seks mænd og én kvinde, dog bliver to ud af de seks mænd beskrevet som drenge. Deres oprørsforsøg var mislykket, og de er nu dømt til at henrette hinanden.

De befinder sig i et aflåst rum, hvori de sidder, med en elektrisk stol som midtpunkt: ”vi sad i rundkreds om den elektriske stol” (s.1,L.10).

I starten af novellen får man hurtigt en opfattelse af, at denne oprørergruppe står sammen uanset hvad, og har dannet en form for demokrati inde i det her rum, hvor alle er ligeværdige.

Dog forsvinder denne opfattelse hurtigt, idet jeg-fortælleren siger: ” den som ikke havde haft reelle oprørske hensigter, men som kun havde haft tanke for egen fordel, ikke blot var skyldig i magthavernes øjne, men også i vore” (s.1,L 10).

Denne udtalelse fra jeg-fortælleren, bekræfter at alle ikke er ligeværdige i rummet, og at han mener, at nogen er mere dødsdømte end andre. De alle sammen tror på at alle frie mennesker har et ansvar overfor deres individuelle handlinger.

De alle tror også på at mennesket er frie, og at alle mennesker skal være frie. Gruppen har førhen kæmpet side om side for menneskets liv og frihed, men nu bliver det vendt om til en egoistisk, individuel kamp om overlevelse: ”Vi havde kæmpet for livet, for vi mente at det var umenneskeligt at dræbe” (s.1, L7).