Indledning
Coronatiden har vendt op og ned på næsten alt, hvad der definerer et ungdomsliv. For nogle unge opleves situationen som en parentes og et pusterum, for andre en kilde til dyb usikkerhed om fremtiden.

Coronakrisen påvirker unge vidt forskelligt, pandemien har sagt en stopper for mange ting som de unge plejede at kunne.

Såsom de sociale liv, indendørs aktiviteter, sociale arrangementer og også det helt normale såsom at se sine venner.

Mange unge har følt sig ensomme under Corona nedlukningen, mange unge har været ”tvunget” til at skulle isolere sig selv med i deres bopæl.

Uddrag
Corona Krisen har vist mig værdien af det fysiske klasserum og samvær, at et fællesskab er så særligt. COVID-19 nedlukning var et år som føltes som en evighed.

Unge endte med at bruge størstedelen af deres dag foran skærmen, om det så var de sociale medier eller den online skoledag, så sad man foran skærmen. Især hvis man som jeg boede i en lejlighed.

COVID-19 ramte stort set hele verden, Alle grænser blev lukket ned, alle skulle isolere sig, om det var med sig selv, med sin familie, eller med dem man nu befandt sig med på det tidspunkt.

Så skulle man isolere sig, spritte af, finde en bedre håndhygiejne, holde afstand fra alt og alle, støtte sine lokale og meget mere.

Det var frustrerende for unge som mig selv. Det betød ingen fysisk skole, ingen fester grundet forsamlingsforbud

og det sørgeligste af det hele, det betød at det ikke var muligt at socialiserer sig med sine venner eller familie, på den måde som man plejede.

Det satte en grænse for stort set alle. Jeg var selv en af dem som det gik udover, det betød at 9'ende klassers afslutning ikke blev den samme.

Man kunne ikke afholde sidste skoledag som man havde glædet sig til, ingen karamelkastning, og ikke mindst ingen sidste skoledags fest.

Det gik også ud over gymnasieelever, 3.g´erne kunne ikke kører i studentervogn, de kunne ikke holde afslutningsceremoni.