‘Viva la Frida’ | Analyse | 12 i karakter

Indholdsfortegnelse
Forestillingsanalyse af ”Viva la Frida” (26/11 2020)
- Indtryk før Forestillingen:
- Scenografi:
- Lys, lyd og musik:
- Skuespil:
- Fortolkning:
- Indtryk efter Forestillingen:

Uddrag
Indtryk før Forestillingen:
Mine forventninger til forestillingen var, at stykket ville være lidt ligesom ”Punk, a rebel never dies”, ikke nødvendigvis som et dansestykke

men i hvert fald med ligeså mange vilde farver og indtryk, da jeg nemlig altid har forestillet mig Frida Kahlo, som værende meget frembrusende og farverig

og dette havde jeg straks også associeret med hendes søster Christina, da jeg ikke kendte hende i forvejen, og derfor bare regnede med at hun var ligesom hendes søster.

Dette blev dog helt modbevist sekundet skuespillet gik i gang. Jeg sad de godt første 5 minutter og spekuleret på, hvornår de andre skuespillere ville træde ind på scenen, indtil det gik op for mig, at det var en soloperformance.

At dette netop var tilfældet, overaskede mig, men på en god måde, da jeg altid gerne har vil se, hvordan man får sådan et stykke til at køre rundt, som enkelt person.

Jeg kunne også mærke på mange af mine klassekammerater, at de også var overraskede over, at det netop var en soloperformance.

Publikum reagerede dog rigtig godt på forestillingen, både ældre og yngre. Jeg hørte også at skuespilleren Amira Jensen (Christina) fik meget ros, fra diverse mennesker, imens jeg forlod salen.

Scenografi:
Det ydre rum, som er rammen for forestillinger, var i dette stykke indendørs i Næstved Teaters sal, og der var derfor ikke brugt ”Site-specific-theatre”.

Den scenetype der var brugt, var ”Den Elisabethanske scene”, fordi vi som tilskuere sad i etager foran scenen

hvilket skabte et bedre overblik for os, som tilskuere, samtidig var scenetypen ”Kukkassescenen” også lidt indblandet, især for dem der sad på de første par rækker, da vi som tilskuere sad i nærmest helt mørke, hvilket er en af ” Kukkassescenens” træk.

At side sådan i mørke medførte, at vi, som tilskuere levede os mere ind i stykket, fordi nogle af vores sanser blev mere skærpet på

hvad der skete på scenen, dette medførte så, at man nærmest helt glemte, at man var i teater og ikke i Mexico, til begravelsen af Frida.

Rummet i dette stykke var defineret mest af skuespillerens ageren og replikker, frem for dets indretning, da der i stykket kun var et par rekvisitter (et par sko og en bænk).

Hvilket vil sige, at vi fokuserede mere på Amira (Christina) og hendes måde at udtrykke/udfolde sig på. Dette betyder dog ikke, at rekvisitterne ikke var vigtige

fordi det var de i den grad, da Christina brugte skoene, hver gang hun prøvede at spille Frida, eller hver gang hun prøvede at efterligne Frida.

Derfor fik rekvisitterne bare en mere indirekte betydning for handlingen, da de kun havde betydning, når de blev brugt, altså vi lagde kun mærke til dem

når skuespilleren brugte dem, hvilket var stikmodsat fra ”Punk, a rebel never dies”, da rekvisitterne der var mere fremtrædende.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned
  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang nu