Indledning
I slutningen af februar indgik afghansk Taleban og USA første del af en fredsaftale, der skal føre til, at de amerikanske kamptropper trækkes ud af Afghanistan og at Taleban bliver allieret med USA i bekæmpelse af al-Qaeda, Islamisk Stat og andre militante jihadgrupper.

Er det vejen til fred eller til et nyt Taleban-regime, som krigen startede med at bekæmpe i 2001? Eller vil Kina tage over, hvor USA slipper?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Korruptionen voksede eksplosivt, og den enighed, man sporede i den afghanske befolkning efter Talebans fald, om at skabe et nyt og velfungerende Afghanistan blev hurtigt opløst i allehånde sekteriske konflikter.

Samtidig begyndte USA at miste interessen, fordi en krig mod Irak var rykket højt op på dagsordenen. Da man i 2005 igen kastede sin interesse mod Afghanistan og besluttede, at Nato skulle have et større ansvar og derfor rykkede ind med øgede styrker i 2006

var afghansk Taleban kommet tilbage og bekæmpede indædt såvel styret i Kabul som koalitionens tropper. Også al-Qaeda havde reorganiseret sig i Pakistan, hvorfra de støttede Taleban.

Siden er det kun gået op ad bakke for de amerikanske styrker og Nato-koalitionen. Utallige planer, nye strategier, omrokeringer og forhandlinger med og støtte til styret i Kabul gav gang på gang anledning til at udsende optimistiske meldinger fra de vestlige hovedstæder om, at nu gik det i den rigtige retning.

Der blev talt meget om brønde og pigeskoler, men lige lidt hjalp det: Taleban blev ved at gøre modstand og satte sig på større områder og genindtog de byer koalitionen med store tab havde erobret.

Forsøg på at få Pakistan til at opgive sit dobbeltspil, hvor pakistanerne på den ene side forsikrede USA, at de ville bekæmpe afghansk Taleban og al-Qaeda og smilende indkasserede milliarder af dollars i militær støtte for på den anden side at hjælpe det afghanske Taleban med at have hemmeligt hovedkvarter i Pakistan og give dem frit lejde over grænsen til Afghanistan, førte ingen vegne hen.

Barack Obamas massive dronekrig i de pakistanske stammeområder dræbte ganske vist mange al-Qaeda ledere og desværre også mange civile, men uden det hjalp synderligt på situationen i Afghanistan, hvor Taleban ufortrødent fortsatte kampen.

I 2015 så USA skriften på væggen: den eneste vej ud af denne krig var forhandling med Taleban. Mange politikere, herunder danske, havde ellers stædigt fastholdt, at Taleban med deres middelalderlige formørkede univers, som man sagde, var uden for pædagogisk rækkevidde.

Også i Danmark fik piben en anden lyd som da DF’s Søren Espersen i 2017 om Afghanistan-krigen sagde, at den er tabt, nu må der forhandles. Skønt amerikanske officerer talte med Taleban, kom der ikke rigtig gang i forhandlinger:

USA ville have den afghanske regering med, men det nægtede Taleban. Først da Trump-regeringen fandt på at lave en forhandling i to faser, skete der noget. Ideen var, at først skulle USA og Taleban lave en aftale, der dernæst skulle bane vejen for direkte forhandlinger mellem Taleban og Kabulregeringen.