• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1465

Indledning
Seksuelle krænkelser, skam, undertrykkelse og respektløshed er blot få af de ting man som kvinde må ”lære at leve med” når man kommer ud i den virkelige verden.

Kvinden er udelukkende det køn der bliver set mest ned på, på arbejdsmarkedet, og det er ikke noget der bliver lagt skjul på. Kan det passe at man som kvinde blot skal tie og håbe på at det hele går over på et tidspunkt?

Kan hun rent faktisk tillade sig at stille sig op og tale højt om hvad der egentlig sker omkring os? Dette er to spørgsmål der undersøges nærmere i en analyse af og Sofie Lindes Tale ved Zulu Comedy Awards der blev vist på TV2 Zulu d. 26. august 2020 og Sara Omars nytårstale der blev vist på DR Deadline d. 1. januar 2018.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Sara Omar også bedre kendt som den prisvindende dansk-kurdiske romanforfatter, blev kendt da hun i 2017 udgav sin debutroman ’Dødevaskeren’.

Sara er født i 1986 men har kun boet i Danmark siden 2001, efter hun flygtede fra Kurdistan med sin familie på seks grundet krig.

Sara blev på sin flugt mødt af en masse samfund og ikke mindst kvindesyn der var domineret af mænd. Dette har haft en indflydelse på hendes skrivestil og de emner hun har valgt at skrive om .

Det kan som kvinde være svært at føle sig tryg og tilpas i et samfund hvor man ikke bliver accepteret, hvis man er af det kvindelige køn ”når dit vilkår som menneske er, at du aldrig vil være god nok, fordi du ikke er født som dreng” (l. 6).

Præcis disse ord valgte Sara Omar at benytte sig af i sin nytårstale i 2018 for at ligge et endnu større syn på, hvad der egentlig foregår i vores verden som kvinde, og for forhåbentligt, at der vil kunne blive rettet op på det.

Vi lever i et samfund hvor kvinden ses som det køn der ikke burde høre til på arbejdspladserne, men i hjemmet for at lave mad, gøre rent og passe børnene.

Sara gør sine lyttere meget opmærksom på, at kønsforskel er et problem vi, som samfund allerede nu, burde have fundet en løsning til ”Min roman, Dødevaskeren, er fortællingen om den skyld, skam og ære, der gennem religion, mentalitet og kultur trækkes ned over mange millioner af piger og kvinder hver eneste dag, år efter år, hele verden over” (ll. 10-12).

Hun nævner, at det ikke blot er et problem vi står med i dag, men det er et problem der gentager sig dag efter dag, år efter år, hun har valgt at sprede sit ord om det, ved at skrive en roman der omhandler netop det problem vi har haft længe.