Indholdsfortegnelse
Verden efter 1914; s. 89 – 110 (om Nazismen)
- (Tyskland: Weimarrepublikkens svaghed)
- (Hitler og Nazistpartiet)
- (Vejen mod holocaust

Verden efter 1914; s. 121 – 147 (om Anden Verdenskrig)
- (Tysklands ekspansionspolitik)
- (Appeasementpolitikken)
- (Ansvar og fortolkninger)
- (Danmark og storpolitikken)
- (Krigen i Europa)
- (Krigen i Asien)
- (Mål og midler)
- (Danmark – på hvilken side?)

Uddrag
(Tyskland: Weimarrepublikkens svaghed) Efter at kejseren i Tyskland var gået af, dannede der en ny tysk, demokratisk republik, kaldet Weimarforfatningen.

Det største parti i denne forfatning, var socialdemokratiet og deres formand, Friedrich Ebert blev Tysklands første præsident, derudover blev forfatning indført af det katolske Centrum og Det Tyske Demokratiske Parti.

Weimarforfatningen led fra begyndelsen, fordi at store dele af den tyske befolkning ikke accepterede den. Det var denne demokratiske regering, der havde underskrevet Versailles-traktaten (Versaillesdiktatet).

Der opstod en myte, om at Tyskland kunne have vundet krigen, men at de var blevet dolket i ryggen, af dem der havde dannet Weimarforfatningen, særligt Socialdemokratiet.

Denne myte så dog bort fra at hærledelsen i 1918 havde meddelt kejseren, at hæren ikke var i stand til at kæmpe mere.

Weimarrepublikken ramtes af to økonomiske katastrofer, den første var hyperinflationen i 1923 og den anden var verdenskrisen fra 1929. I de første efter krigsår (1918-1922) var udviklingen positiv, med voksende industriproduktion og faldende arbejdsløshed.

Desværre gik store dele af produktionen til udlandet, som erstatning, hvilket gav et stort pres på statskassen, da virksomhederne hentede deres penge derfra.

Og da erstatningskravene ikke blev opfyldt, besatte Frankrig og Belgien, tysklands vigtigste industriområde, Ruhr-området. Det satte Tyskland ud i en dyb økonomisk krise, marken blev, pga. inflation, værdiløs og folk blev kastet ud i nød, da lønnen ikke fulgte inflationen.

I sidste ende, skabte det dyb bitterhed, som blev vendt mod den demokratiske Weimarrepublik. Tyskland snakkede med Frankrig og Storbritannien om nedsættelse af erstatningsbetalingerne og takket være amerikanske lån, gik det fremad.

Verdenskrisen i 1929, fik de amerikanske banker, til at trække deres lån i Tyskland tilbage og da det begyndte at ligne samme inflation fra 1923, regerede regeringen ved at begrænse efterspørgslen i samfundet og skatterne blev sat i vejret.

Men de gjorde bare ondt, værre. Virksomheder fik svært ved at sælge deres varer og resultat blev en økonomisk depression. I 1932 var industriproduktionen faldet med mere end 40 % sammenlignet med niveauet i 1928-29.

Den økonomiske krise førte en politisk katastrofe med sig. Den underminerede Weimarrepublikken og banede vej for nazisternes magtovertagelse i 1933.

(Hitler og Nazistpartiet) Efter første verdenskrig var der mange små højrefløjspartier, et af dem var Deutsche Arbeiterpartei, der adskilte sig ved, på en gang at være stærkt nationalistisk og socialistisk. I 1920 skiftede det navn til National Sozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) og i dette år blev Adolf Hitler medlem.

Han blev hurtigt den ledende skikkelse i det lille parti, pga. hans evner som agitator og folketaler. Han blev kraftigt inspireret af Mussolini og lige som fascisterne i Italien, lavede NSDAP et uniformeret korps

Sturmabteilungen (SA), der blev brugt til at bekæmpe gadeoptøjer og udkæmpe gadekampe mod kommunisterne, der havde et lignede korps; Rote Frontkämpferbund.

NSDAP og SA voksede hurtigt i medlemstal og blev en vigtig politisk faktor i delstaten, Bayern, som var stærkt højreorienteret. I 1923 mente Hitler at tiden var inde til at forsøge en magtovertagelse. (Se bilag).

Kuppet mislykkedes ynkeligt og Hitler blev idømt 5 års fængsel, men blev løsladt efter 1 år, pga. god opførsel og højreorienterede politiske forbrydelser blev behandlet meget mildt, da det jo var for landet skyld det blev gjort.

I 1923, så det ud som en kommunistisk revolution rent faktisk var muligt, en illusion kommunistpartiet og nazisterne dyrkede, da nazisterne så ville optræde som den bevægelse, der kunne redde Tyskland fra den røde fare(kommunisterne).

(Hitlers vej til magten)
Hitler gendannede Nazistpartiet i 1925, på det grundlag at han nu ville arbejde på lovens grund.

Dog opbyggede han SA, der udøvede terror og ikke veg tilbage for mord på politiske modstandere. Men Nazistpartiet havde en svær periode fra 1923 til 1929, da økonomien stabiliseres og derved også politisk.

Det var verdenskrisen i 1929 og Det Tysknationale Folkeparti, ledet af Alfred Hugenberg, der gav nazistpartiet det store ”comeback”.

Hitlers nationalsocialister var i stand til at nå ud til en bredere del af befolkningen, end Det Tysknationale Folkeparti var. Alfred Hugenberg havde forestillet sig at komme til magten, med Hitlers hjælp. I stedet viste det sig, at Hugenberg og partiet, blev Hitlers trædesten til total magt.

Årsagen til tysk elendighed var ifølge Nazistpartiet og denne målrettede propaganda, Versaillestraktaten, udlandet og de ikke-tyske statsborgere i Tyskland, jøderne.

Deres politiske strategi, gik ud på at skabe så meget politisk uro og ustabilitet, så det ville blive umuligt for de demokratiske partier at regere.

Denne strategi lykkedes. I 1932 søgte rigskansleren von Papen, der repræsenterede Centrum, at samarbejde med Hitler, for at få parlamentarisk støtte.

Til gengæld for samarbejdet, udskrev von Papen valg og ophævede forbuddet mod SA. Under valgkampen, blev mange politiske modstandere dræbt af SA.