Indledning
”Manden som påskud” er en roman, der er skrevet af den danske forfatter Dorrit Willumsen og udgivet i 1980.
Romanen er en kvindefrigørelses roman, som omhandler kvindebevægelsen i 1960’erne og 70’erne. Denne roman proklamerer ikke frigørelsen, men i stedet problematiserer den.
Kvindebevægelsen kan spores tilbage til det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes i 1871 holdt hans berømte tale på Københavns universitet
hvor han mente at forfattere skulle beskrive samfundsmæssige problemer med henblik på at diskutere og kritisere.
Nogle af de emner Georg Brandes ønskede at diskutere, var kønsroller, familien og ægteskabets betydning. Disse emner er de samme, som bliver taget op i bogen ”Manden som Påskud”
som blev skrevet og udkom næsten 120 år efter denne tale. Selvom dette er en nyere bog, kan den stadig perspektiveres tilbage til det moderne gennembrud.
Dette fortæller også en del om, at de problemer som blev sat under debat tilbage i det moderne gennembrud, stadig har relevans for samfundet i 1960’erne og 70’erne og helt frem til i dag.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Manden er ligesom kvinderne fanget i sin rolle. Manden mener at han har været trofast, og at han kunne have gjort kvinderne lykkelige.
Han er meget overfladisk, og går meget op i, hvordan kvinderne ser ud, især Lisa og datteren Monica. Manden bruger kvinderne som påskud for sin livsform.
Han betaler f.eks. frisørregninger, afdrag og alimentationsbidrag. Til gengæld mener han, at han dermed har ret til at flygte, når følelserne bliver for besværlige og påtrængende.
Kvinderne bruger derimod også manden som påskud for at føle kærlighed, had, længsel, frustration og forventning, og som påskud for at lade være med at gøre de ting, som de i virkeligheden ikke tør.
Både Lisa og Marianne er også fastholdte i det økonomisk fordelagtige i at opgive deres selvstændighed og lade sig være afhængige af manden. Lisa køber f.eks. alt på mandens konto.
Datteren Lone er mere selvstændig og mere bevidst om kvindens rolle generelt. I slutningen af bogen laver manden te til datteren, som kender til hans affære.
Datteren kigger blot bebrejdende på ham, som om at teen er et påskud for hans handlinger. Lone tager dermed ikke imod, hvad manden prøver at forære hende.
Lone kan derfor repræsenteres som forfatterens håb for fremtidens kvinder. Stilen i bogen er karakteriseret af
at hver sætning står som en enhed uden forbindelsesled til den følgende sætning. Det er med til at beskrive personernes sanseindtryk af dagliglivet.
Dette vidner også om personernes oplevelse af deres tilværelse, som ikke er bestående af en enhed eller en sammenhæng, men i stedet som en mængde enkeltstående sanseindtryk uden sammenhæng.
Sproget er på den måde med til at understrege denne oplevelse. Denne form for skrivemåde vil kunne kaldes ”ny-impressionisme”
da der ikke er lagt vægt på en forklaring af, hvorfor personerne handler og reagere som de gør, men nærmere en beskrivelse af personernes indtryk i små glimt.
Skriv et svar