Indledning
Dorrit Willumsens roman Bang er en biografisk roman, der beskriver Herman Bangs liv indefra . Romanen er skrevet i 1996

og året efter i 1997 vandt Dorrit Willumsen Nordisk Råds Litteraturpris med romanen. Romanen er med klassiske impressionistiske træk

hvor fortælleren er skjult i teksten som en observerende ikke-altvidende fortæller, der beskriver hvad der sker, og dermed overlader det til læseren selv at afkode betydningen.

Efter analyse af teksten perspektiveres der til Herman Bangs eget værk Ved Vejen. Denne bruger de samme impressionistiske virkemidler.

Indholdsfortegnelse
Indledning 1
Analyse 1
Perspektivering 2
Konklusion 2

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Romanen indeholder en del klassiske impressionistiske træk, hvor fortælleren er skjult, hvilket overlader det til læseren at afkode betydningen af værket. Det betyder

at Dorrit Willumsen ikke beskriver personernes følelser, men derimod er som en flue på væggen, observerende, der overlader det til læseren at finde ud af personernes relationer til hinanden.

Et eksempel med dette er helt i starten af kapitlet: ’Da han endelig kom op på værelset og ville tænde lyset, begyndte en propel i lofter at snurre rundt … og lytte til en stemme, han ikke forstod’.

I denne sætning er det tydeligt at Bang er indebrændt af, hvordan forholdene er i lejligheden i New York, men det er overladt til læseren at læse det mellem linjerne.

Da vi udelukkende får objektive beskrivelser, må vi dykke ned i sætningen og finde ord som endelig, iskold&kravlede, der alle er negativt ladede ord. Det fører frem til en negativ opfattelse af denne sætning.

Teksten er præget af en stor mængde verber for at beskrive hændelserne der ikke beskrives med følelser.

På side 7 i teksten, efter Bang er død og får et flashback af sin mor, bliver der brugt følgende verber: er, hænger, går, flokkes, læser, følger, er, kan, kan, rejser, slynger, står, skal, spørger & er.

Disse verber på bare 10 linjer. Dette er et godt eksempel på et sted i teksten, hvor verberne bliver brugt i stor grad til at beskrive øjeblikket uden et indre indblik.

Man får som læser derimod en masse indtryk, der hver især gør det nemmere at afkode betydningen i sætningerne.