Indledning
Halsene strækkes. Man væbner sine Øjne med Kikkerter. Brudgommen gaar med sin Forlover op gennem Kirken, gennem Hegnene af nysgerrige Hoveder og sammenstuvede Legemer.

Han er høj, mørk, maaske lidt for slank; hans hvide Skjorte er glat, uden Læg, hans Chapeau-bas er foret med blaat. Naar man ser nøje til, skulde man tro, han var malet under Øjnene - men det er maaske kun blaa Ringe.

Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham.

- Hvor gammel han er? - Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham. - Nej, det er vist: han er jo helt skaldet - Ja, og det er ingen Under ...

- Hvor mon hun er? - Hvem? - Emilie, jeg kendte hende godt, Skindet, hun syede hos Etatsraadinden. - Saa kom hun paa "Stiftelsen" ... Gud, man læser jo altid saadan noget i "Adresseavisen ...

Fanny Jansen, som sang i Tivoli - vi boede jo henne i Skindergade den Gang. Det husker De nok, Kammerraadens boede ovenpaa, og vi flyttede, fordi de altid lod Vandet staa i Vasken. Nu er det fjorten Aar siden.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Man siger, hun har været forlovet med sin Fætter. - Ja, Gud bevar' os, det er ganske vist. Det var en Børneforlovelse. - Men hun saá dog meget glad ud. - Gud, hun véd jo ikke, hvad hun gaar ind til, stakkels Barn!

- Er Fætteren med? - Jo, det er ham, den høje, blonde øverst oppe i anden Række - han er sød. - Det er da underligt, at han er med. - Pyt, han trøster sig nok ...
Orgelet tier. Kammerherren byder sin Datter Armen og fører hende op ad Alterets Trin. Brudgommen gaar hurtig op. Præsten vender sig imod dem.

Nede i Kirken hysses der, trænges der paa, lyttes der. Foran Kristusbilledet, hvis Skygge fylder Nichen, staar Brudgommen skødesløst, halvt bøjet.

Bruden lader sit Blik hvile i Præstens. Lysskæret leger i Kjolens Folder og spiller i Diamantsmykket paa hendes Bryst. Slæbet, der dækkes af Slørets Tyll, glider ned ad de tæppebelagte Trin som en skumklædt, blinkende Strøm.

Præsten taler til dem.
”””Han minder dem om Ægteskabets Alvor; han kalder det to Sjæles Fælles Arbejden sig frem imod Gud.

Men saa forlader han forholdsvis hurtig den religiøse Side af Sagen - Etatsraaden er ikke meget religiøs, og Kammerherren "ses aldrig i Guds Hus" -; med mild

indsmigrende Stemme maler han et blødt Billede af Agnes' Barndom; han taler om Kammerherreindens Skygge, som fra de fjerne Boliger svæver om hendes Datter, om Moderøjet, hvis kærlige Blik overvinder Døden.

Agnes ser sin sarte Moders Skikkelse udstrakt paa Dødslejet. Hun selv ligger knælende ved Sengen. Inde i den anden Stue hører man Lyden af Kammerherrens Skridt - og naar han nærmer sig Døren, farer den døende sammen.

- Og Agnes aner første Gang, at noget forfærdeligt havde lagt sig imellem ham, der gaar rastløs omkring derinde, og hende, Moderen, der vil have Lov til at dø uden at se ham -

- Og Erindringen om al denne Kærlighed vil De bringe med Dem til Deres nye Hjem. Det er smukt, naar Børnene kan bygge deres Hjem i Ly af skærmende Minder fra det fædrene Hus.

Agnes gyser, som om en kold Haand havde berørt hende.
- Og De, min Brudgom, pris De Dem lykkelig! De vier Dem i Deres Manddoms første Tid ind til et ædelt Værk: det, at blive en trofast Hustru et trofast Værn.

Men ogsaa for Dem maa jo i denne Stund fredlyste Minder tale højt i Deres Hjerte: Mindet om en hæderlig Fader, der i alt kan være Dem et følgeværdigt Eksempel - - -

Etatsraadinden fører Lommetørklædet til sine Øjne - hun er til Mode, som en pludselig Svimmelhed havde grebet hende.

Saa tænker hun paa de aarvaagne Kikkerter og hæver Hovedet stoltere end før: Men hun hører ikke mere: for hendes Blik staar Billedet af et højt Egetræsværelse i City, mørkt, med et højt Egetræsskrivebord mellem Vinduerne.

Og foran Skrivebordet sidder en lille, mørksmudsket Mand, som rejser sig, da hun kommer ind, rejser sig og smiler - smiler - -

Gennem Sønnen foran Alteret gaar der som et elektrisk Stød - -
Herrerne sidder uroligt, rokkende paa Stolene, seende ned i deres høje Hatte.

Damerne pudser Næse eller holder de duftende Buketter op for at skjule en Gaben. Nede i Kirken en uafbrudt akkompagnerende Mumlen.