Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den industrielle revolution i Danmark blev forårsaget af to vigtige faktorer, den første værende stavnsbåndets ophævelse i 1788 som gjorde det muligt for bønner at mobilisere til andre erhverv, den anden værende teknologien som kunne erstatte håndværkerens ekspertise.
Dette gjorde en ændring muligt for hvordan produktionen af varer fungerede, i det klassiske pre-industrialiserede Danmark blev produktionen udgjort af håndværkere som udførte arbejde skræddersyet til den enkelte kunde, kort fortalt, sagde kunden hvad han ville købe med de specifikationer, og håndværkeren vil så lave det produkt presist til ham, dette gav mening siden det var få der havde evnerne til at lave produkter til høj nok kvalitet til at have en eller anden form for værdi, men post- industrialiseringen var der høj mængde af ledig arbejdskraft og maskiner som gjorde det som tidligere krævede sjældne kompetencer muligt for de udlærte.
Dette betød at det nu var muligt at betale dem som producerede disse vare meget mindre pr. varer, som gjorde det muligt at producere mange varer med meget få omkostninger i forhold til pre-industrialiseringen, det betød at det nu var muligt at producere mere end hvad man kunne være sikker på at sælge, og gjorde at fabriksejere begyndte på nemlig dette,
så i stedet for at håndværkerne lavede produkter specifikt til en kunde, lavede man mange af de samme produkter som så kunne passe til flere kunder.
Det er dette der menes når man siger at samfundet gik fra håndværk til masseproduktion.
I 1857 opstod næringsfrihed loven som gjorde det muligt for alle danskere at underkaste sig alle slags erhverv, det vil sige at hvis man havde evnerne kunne en bonde blive købmand o.l. dette gav kun højere klasse mobilitet som voksede arbejderklassen.
Denne vækst i arbejderklassen førte også til større politisk magt da den klasse nu udgjorde en større del af den totale danske befolkning og den 1. september 1871 blev den første danske fagforening stiftet i København, samme år blev den danske afdeling af arbejdernes internationale stiftet af Louis Pio, den selv samme mand som også stiftede fagforeningen.
Louis Pio var en ung socialist som bredte de marxistiske ideer gennem det første socialistiske dagblad under navnet socialisten (22 juli 1871) som senere blev kendt som socialdemokratiet, dette var en del af en større social bevægelse drevet af den marxistiske doktrin.
Dette er evident af fagforeningen og socialistens forbindelse til Den Første Internationale som er en internationale sammenslutning af socialister, anarkister og kommunister bundet sammen om underklassens problematikker.
Denne doktrin er baseret på Karl Marx’ skrifter om kapital, økonomi og filosofi. Og som slut på denne del af Danmarks historien kom den endegyldige sejr af arbejderne, de fik indført 8 timers reglen, som betød at en arbejdsgiver kun kunne forlange 8 timers arbejde, så de også ville kunne have mulighed for 8 timers fritid, og 8 timers hvile, før dette bestod en arbejdsuge på 11 timers arbejde 6 dage om ugen.
Skriv et svar