Indledning
Vi var børn, da bedstemor fortalte os om Jakob Kvam, som var hendes morbror. Men først i den alder, hvor hjertet helst af alt tyer til elskovens vemod og sorg, brød vi os om hans historie. Bedstemors egne ord er glemt, men ikke Jakobs saga.
Det efterår, da Jakob Kvam fyldte tredive år, red han på frieri til sin fjerntboende slægtning Jeppe. Rejsen havde været forberedt længe, men Jakob havde udsat den fra dag til dag
fra måned til måned, indtil han pludselig på denne dag, den syvende november, uden varsel og forklaring havde trukket hesten ud og var redet af gårde i skarpt trav.
Jakob Kvam var ejer af en smuk gård, uberygtet, ledet af en myndig moder, fordybet i jordbrug, og havde siden soldatertiden holdt sig fra ungdommens halløj.
Pigesky, sagde man. I hvert fald, han var med årene blevet usædvanlig fåmælt, tung og tvær. Moderen havde forlængst taget bladet fra munden og sagt: ,,
Det eneste, du trænger, er et kvindfolk. Der er Jeppes døtre. De må nu være giftefærdige, kønne var de som børn, oplært er de blevet
og tomhændet kommer ingen af dem” Og nu var Jakob på vej. Pigebørnene kendte han ikke, men moderen havde beredt alt.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
For Jakob var slægtens aftale bindende, og næste forår holdt han bryllup med Jeppes ældste datter Marie, og hun var smuk som brud, fin og bly i sin glæde. Jakob var stiv og alvorlig som ellers.
Bag brudeparret stod den knejsende Anna, hendes øjne var hårde og glansfulde, og Jakob og hun vekslede hverken ord eller blik under hele festen.
For Marie blev lykken kort. Hun var en dygtig kone, og gammelmoderen trak sig ud af gårdens styrelse og blev i sin stue, hvor hun ventede på børnebørnene.
Men først andet år sås der tegn hos Marie, men da var hun allerede sygnet hen, usund i huden, hvid og tynd som en plante, der står i mørke.
Måske vidste hun ingenting om kysset den novemberdag, men hun anede vel, hvorfor Jakob, den store, tvære, fåmælte mand, fik så muntert og lyst et skær i blikket, hver gang han så på Småsvarten.
Han var god imod hende, men hendes glæde fandt ingen næring. Marie mistede viljen til livet, barnet sugede kraften af hende, og da hun havde født det, døde hun lige så ydmygt, som hun havde levet.
Efter hendes død blev Jakob stadig mere indesluttet. Han omgikkes ingen, og da gammelmoderen, som havde omsorgen for huset og barnet, ved sørgeårets slutning igen talte om giftermål
affejede han hende og spurgte, om hun ikke havde stiftet ulykke nok med sin iver første gang. Endnu et år gik hen, og Jakob blev omtalt for sin særhed.
Men en forårsdag, da såtiden var inde, da lærkerne sang, kom Jakob og standsede forkarlen, som gik og harvede. Uden at sige et ord spændte Jakob den ene af hestene fra
Småsvarten, slængte selen af den, sprang på ryggen af den og red hjem i galop. Han trak i sit pæne tøj, sadlede hesten og et øjeblik efter forlod han gården i skarpt ridt.
Gammelmoderen gik ud i porten og stirrede efter ham, og da hun havde set ham tage vejen mod nord, kom smilet på hendes mund, let til bens ilede hun ind og gav med gjaldende stemme ordre til hovedrengøring.
Den vårdag red Jakob sin hest så hårdt, at den aldrig helt forvandt det. Ja, da red han for at indhente alle de mørke, rugende måneder, hvor han havde tøvet.
Og den store, senede hest, som han altid ømt havde skånet for markens værste slid, kom stønnende og snublende ind i Jeppes gård, grå af skum, med hængende hals og døde øjne.
Så blev Anna og Jakob gift. De levede, så folk tog forargelse af det, som om en opstemmet vildskab nu slap løs i dem.
Skønt de fik et barn hvert andet år, blev de ikke rolige og adstadige, tværtimod. Når ungdommen holdt fest, var de to altid med, aldrig af gulvet, så længe musikken klang.
Skriv et svar