Indledning
Nogle gange er livet sort og uden lys for enden. Sådan har alle mennesker prøvet at føle. Alt kan føles umuligt, og man giver langsomt op. Men skal man nogensinde give op?
Handler livet ikke om at blive udfordret og med det udvikle sig? Alle har hørt ordsproget: ’What doesn’t kill you makes you stronger’, men nogle gange er der bare situationer, hvor alt håb er ude og andre må hjælpe en op fra det sorte hul.
I det sorte hul er håbet tabt, og andre må vise en lyset. På samme måde siger et af Guds ti bud, at man skal elske sin næste, hvilket netop kan og skal gøres ved at leve sammen med indgydelse af håb i stedet for jantelov og egocentrisme.
Uddrag
I følge ovenstående omkring Raskins femte parameter tydeliggøres det, at personernes samspil er grundlæggende for fortællingen.
Tilskueren stifter hovedsageligt bekendtskab med hovedrollerne Enzo og Alfred, men også sygeplejerskens birolle er væsentlig for filmens tema og budskab. Personerne bliver gennem filmen karakteriseret igennem indhold, form og symbolik.
Et eksempel er Alfreds frygt for at kede sig og hans håb om spænding. Dette kommer til syne gennem de to miljøer, som filmen florerer imellem.
Der er den reelle verden på hospitalet, som symboliserer Alfreds frygt for kedsomhed, hvilket ses ud fra de grå gange og den nedtonede og mørke lowkey belysning, som ses i en scene mellem 10,44-11,11.
Scenen viser, hvordan hospitalet er indrettet, og den grå farve med den nedtonede belysning giver en kedelig stemning af, at der intet liv eller aktivitet er.
Et barns liv er normalt fyldt med aktivitet og liv, men Alfred oplever gennem filmen mindre og mindre aktivitet grundet hans sygdom.
På samme måde kan farven i hans ansigt være farvesymbolik for en forsvindende livsglæde, da hans ansigt langsomt taber farve og bliver helt blegt til sidst i filmen (2,14. 18,00). Anders Walter skaber dog et andet miljø i form af Helium.