Velfærdsstaten

Her får I en fyldig gennemgang af velfærdsstaten som samfundsvidenskabeligt begreb. Vi guider dig for det første igennem, hvad velfærd og velfærdsstaten dækker over. Dernæst guider vi dig igennem de tre forskellige velfærdsstater som samfundsvidenskabelige forskere har defineret – samt velfærdstrekanten. Og til sidst guider vi dig igennem den danske velfærdsstats historie, kendetegn og udfordringer. Bon appetit.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Sådan bruger du materialet

De fleste af os har formentlig set debatterne i fjernsynet, hvor politikerne igen og igen snakker om velfærd. Men hvad betyder det egentlig? Det er der mange forskere og politikere, der har forskellige svar på. For der findes ikke en entydig definition af velfærd som så meget andet. Mange vil dog sige, at velfærd omfatter både materielle goder som økonomiske midler til eksempelvis tøj eller bolig samt immaterielle goder som eksempelvis social tryghed i form af venner eller familie. Det er basale behov, som ethvert menneske har. Det betyder, at velfærd ikke nødvendigvis er det samme som velstand.

Hvis disse immaterielle eller materielle behov er tilfredsstillet for en stor gruppe af borgerne i et samfund, så kan man godt sige, at der er en høj grad af velfærd.

Hvad er en velfærdsstat?

En velfærdsstat er et land, som varetager en række funktioner, der fremmer velfærden for landets borgere. Velfærdsstatens opgave er at sikre borgerne en eller anden grad af velfærd.

Velfærdsmodeller

Den residuale velfærdsmodel Her får du de vigtigste pointer om den residuale velfærdsmodel: Modellen bygger på den liberale ideologis principper, hvorfor den i visse sammenhænge kaldes den liberale velfærdsmodel. Den residuale velfærdsmodel målretter velfærdsydelser til de borgere, som på ingen måde kan klare sig selv – det vil sige borgere, der ikke har en indtægt eller en formue at leve af. Det er af de grunde, at modellen har fået navnet ”residual”, som er latin og betyder ”resten” eller ”det resterende”. I velfærdsstater med den residuale velfærdsmodel er ydelserne lave – borgerne modtager kun lige penge nok til at klare sig. Samtidig er omfordeles der i særlig meget i residuale velfærdsstater. Modellen finansieres gennem et skattesystem. Modsat den universelle og den selektive velfærdsmodel er skatterne dog ikke særlig høje. USA er et godt eksempel på et land, som benytter sig af den residuale velfærdsmodel. Her ser man også, at der er en høj grad af ulighed, hvor de rigeste amerikanere har rigtig mange penge og omvendt med de fattigste amerikanere. Man siger, at 0,1 procent af USA’s rigeste personer ejer lige så meget som de fattigste 90 procent.

Den danske velfærdsstat

Den danske velfærdsstats historie Den danske velfærdsstat har en lang historie, som går tilbage til den sidste del af 1800-tallet – hvilket faktisk er tilfældet for de fleste af de velfærdsstater, vi kender i dag. I Danmark og Europa begyndte en ny klasse af arbejdere i de store byer på det tidspunkt at spire på grund af industrialiseringen. Arbejderne havde i mange år lange, nedslidende arbejdsdage og ikke særlig mange rettigheder. Men det blev dog i befolkningen og særligt fra venstrefløjens politiske partier en opfattelse, at staten skulle sikre disse borgeres fundamentale sociale og arbejdsmæssige rettigheder. Derfor har Folketinget siden indført talrige velfærdspolitiske tiltag.

Velfærdstrekanten

Velfærdstrekanten er et analysegreb, som man kan bruge til at beskrive, hvilke instanser der står for velfærden i et land. Trekanten er delt op i tre begreber: Staten, civilsamfund og marked. Staten: Her er det formålet, at borgerne skal være lige og alle skal havde en god levestandard – alt efter hvad der er muligt. Velfærden finansieres gennem skatter, og der omfordeles særligt mellem rig og fattig. Det er en politisk beslutning, hvem der får velfærd og hvor meget. Her kan borgere eksempelvis få kontanthjælp, hvis man ikke har et job. Borgere har også mulighed for at få gratis uddannelse samt læge- og sygehushjælp.