Indledning
Stille hovedpersoner med ubehagelige hændelser i bagagen. Planer der pludselig drejer i en anden retning. Det er nogle af kendetegnene på Julia Butschkows noveller og ”Granit” er ikke en undtagelse.
Hovedpersonen bærer nag overfor en afdød mand og hendes plan var oprindeligt, at hun ville tage til det øde og vindblæste Vendsyssel for at tisse på den - tydeligvis ikke savnede - afdødes gravsten.
Det kommer hun også til, men hun afbrydes da hun møder den milde og sympatiske graver, Peder.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Fortælleren i novellen er en eksplicit og homodiegetisk 1. personsfortæller ved navn Maria, og alle hændelser i historien er derfor set med hendes øjne.
Af den grund er det en meget subjektivt vurdering vi får af alt i historien. Det kan også betyde at vi som læsere ikke kan stole på, at alt hvad hovedpersonen siger er rigtigt.
Når vi har at gøre med en 1. personsfortæller er vi knyttet til denne person idet, at vi kun hører hendes tanker og følelser - ingen andres.
For eksempel hører vi om Marias følelser i dette eksempel: ”Solens stråler skærer i huden på mine nøgne arme og ben, luften er alt for varm, jeg er svimmel og kvalm, og jeg har ikke mere vand.”
At der bliver brugt en 1. personsfortæller har den effekt, at man identificerer sig med denne karakter. Dette gør også at man nemmere kan sætte sig ind i den pågældendes situation.
Skriv et svar