Indledning
Social ulighed er noget, der altid har fandtes i verden og nok altid vil findes. Dog er klasseopdelingen i Danmark med årene blevet langt mindre.

Denne udvikling har bl.a. mange forfattere været med til at sætte skub i ved at sætte fokus på de socialt udsatte i deres værker og dermed sætte debatten i gang.

Det startede for alvor under det moderne gennembrud, men temaet ses stadig i mange værker den dag i dag. Pga.

Danmarks velfærdsstat i dag mener flere dog, at fattigdom er blevet et valg. At de hjemløse bare nasser på velfærdsstaten og er dovne.

I novellen ”Frugt” af Julia Butschkow fra 2018 deler hovedpersonen, John, i hvert fald denne holdning.

Uddrag
Frugten i novellen kan derfor symbolisere Johns positive udvikling, da frugten står i modsætning til hans tidligere usunde madvaner.

Frugt er altså både et udtryk for den helbredsmæssige udvikling, som John har gennemgået, men også den personlige udvikling, hvilket er symbolikken bag titlen.

Det er altså vigtigt at hæfte sig ved, at John er gået fra at tænke at hjemløse: ”nasser på velfærdsstaten” (l. 18, s 1) til at være sympatisk og tænke:

”hvor i verden manden kommer fra, hvad han har lavet, før han kom til Danmark, om han er illegal indvandrer (…)” (ll. 97-101, s. 3)

Udviklingen sker, når John associerer den hjemløse med Lillebrian: ”Den hjemløse mindede om Brian. (…) Lillebrian, som ikke havde nogen mor.

Lillebrian, der havde en far, som drak. Lillebrian, der var ordblind. Lillebrian, som engang sked i bukserne i en matematiktime.” (ll. 49-54, s 2)

John indser her, at alle menneskers liv bliver påvirket af ydre faktorer, som man ikke selv er hære over.

Af den grund forstår John nu, at man ikke skal dømme folk pga. deres sociale eller økonomiske situation, fordi tænk hvis den hjemløse mand havde en opvækst lige så hård som Lillebrians.

Netop denne realisering kan ledes videre til novellens budskab omkring, at fattigdom eller fiasko aldrig alene er ens egen skyld, og at det af den grund ikke burde fordømmes. John erkender dog først sin personlige udvikling til sidst i novellen: ”Fuck, mumler John.

Så pifter han.” (ll. 103 s. 3) Han siger ”fuck”, fordi han nu ved, at han er blevet den person, som han før afskyede.

Førhen prøvede han bare at gemme det væk ved at skyde skylden på varmen: ”Det ligner ham sgu ikke, det må være varmen.” (l. 28, s. 1) Heri ligger der altså også en udvikling af hans selvbillede.