Indholdsfortegnelse
Hjælpeudsagnsordene
Datids konjunktiv af haben, sein og werden
Regelmæssige udsagnsord med vokalskifte fra e (i) til a
- Bøjning i 3. person ental:
Mådesudsagnsordene
- Betydning:
- Bøjning i 3. person ental:
- Bøjning i 1. person flertal:
- können og mögen i datids konjunktiv
Sammensatte udsagnsord
- Bøjning i 3. person ental:
- Bøjning i 3. person ental:
Det bestemte kendeord
Det ubestemte kendeord
Det ubestemte kendeord
Ejestedordene
- Bøjningseksempler:
De personlige stedord
- De spørgende stedord
- Det henførende stedord
- Navneord
- n-n-bøjede navneord
- Navneord dannet af tillægsord
- Tillægsordenes bøjning
- Tillægsordenes bøjning (fortsat)
Forholdsord, der altid styrer akkusativ
- Forholdsord:
- Dansk betydning:
Forholdsord, der altid styrer dativ
- Forholdsord:
- Dansk betydning:
Forholdsord, der kan styre akkusativ og dativ
- Forholdsord:
- Dansk betydning:
- Forholdsord
- Dansk betydning

Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver

Uddrag
Regelmæssige udsagnsord med vokalskifte fra e (i) til a
En gruppe regelmæssige verber har vokalskifte fra e (i) til a i datid og kort tillægsform. Det drejer sig om:

brennen (at brænde), bringen (at bringe), denken (at tænke), kennen (at kende),
nennen (at nævne), rennen (at rende), senden (at sende), wenden (at vende).

---

Mådesudsagnsordene
optræder oftest som tidsbøjet hjælpeudsagnsord sammen med et hovedudsagnsord i navneform.

Betydning:
dürfen (at måtte, have lov til), können (at kunne, være i stand til), mögen (at gide, have lyst til), müssen (at måtte, være nødt til), sollen (at skulle, burde), wollen (at ville, have vilje til), (wissen) = at vide er ikke et mådesudsagnsord, men bøjes som et mådesudsagnsord.

---

De spørgende stedord
Spørger om

wann? tidspunkt
wo? sted
wie? måden eller graden
warum? årsagen
wie viel? antal
wie lange? varighed
wie oft? hyppighed

was? ting, begreber i alle kasus
wer/wen/wem personer. Bøjes i kasus. Er altid 3. person ental.

Det henførende stedord
Køn retter sig efter det ord, der føres hen til.

Kasus bestemmes af hvilket led, det henførende stedord er i sin egen sætning. Det henførende stedord må aldrig udelades på tysk.