Indledning
”Stadion kalder nu igen. Aab min kærlighed, min ven. Altid for Aab, altid for Aalborg. Nordjylland det er mit hjem”. Sangen man kan hører overalt, når Nordjyllands stolthed, Aab, drager i kamp for overlevelse.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Flere fans begyndte at råbe ”Buuhhh”, mens andre bare stod uden noget liv i deres øjne. Det var nemt at se skuffelsen brede sig på hele stadionet. Der var dog et sted, hvor jublen og dansen brudte ud.
Denne jubel foregik i et lille, aflukket hjørne, ja nærmest isoleret fra alle de andre, hvor der maksimum kunne være 100 mennesker. Det var fjendens lejr. Deres sang om Brøndby kunne høres over det hele.
Selvom man prøvede at undgå denne ydmygelse fra det andet hold, ved at begynde at gå ud fra stadionet, kunne deres sang stadig høres lang tid efter. Det tog en evighed med at komme ud af port 5.
Vi gik med sukkende hoveder, ja lige som zombier, der havde fået besked på at gå en vej. Midt i alt støjen fra Brøndbys fans, hørte jeg en trøstende mands ord til sin søn. ”Bare rolig knægt. Vi rykker ikke ned. Nu tager vi hjem til mor og så glemmer vi den her kamp”.
Den kraftige mand med hovedet fyldt med skæg, kom skubbende frem sammen med to andre. En lille mand, som var halv så stor, som ham med skæget, mens den anden var på samme størrelse, som den kraftige mand med skæget. De tre gutter gik rundt og prøvede at få stemningen op, ved at synge sangen, som går igen og igen på Energi Nord Arena:
”Stadion kalder nu igen.
Aab min kærlighed, min ven.
Altid for Aab, altid for Aalborg Nordjylland det er mit hjem”
Men lige lidt hjalp det. Brøndby sangene udslettede bare lyden af Aab sangen.
Efter vi var kommet ud fra det dunkle stadion, som det var blevet i løbet af aftenen, gik jeg hen til den nærmeste busstation.
Klokken var 20.30. Gaderne var næsten mennesketomme, ja de fleste havde nok set Aab kampen i TV’et og som Nicklas havde fortalt mig tidligere på aftenen, så var det de rigtige fans, der tog på ud på Energi Nord Arena, for at støtte dem til sejr.
Duften fra de stegte pølser, der havde hærget mine næsebor under kampen var nu erstattet af os fra bilerne, mens mine øjne begyndte at miste kraften til at holde sig åbne. Jeg husker hvordan en bils blinkende lygter havde blændet mine halv åbne øjne. Mit lift hjem. Min far, Bent, 45 år fra Klokkerholm.
”Hvordan gik det?” spurgte min far. ”Det gik ikke specielt godt” svarede jeg søvnigt.
Mens samtalen forsatte begyndte mine øjne lige så stille, men sikkert at lukke i. Billeder fra kampen begyndte at komme frem.
Skriv et svar