Indledning
Kan genstande have personlighed? Ved første øjekast ville svaret være nej, men efter at have læst H.C. Andersens tingseventyr kunne man fristes til at sige ja.
Denne genre af kunsteventyr er en af hans særlige specialiteter, inspireret af dyrefabler og tidligere fortællinger, hvor levende genstande og legetøj optræder. H.C. Andersen har udnyttet tingseventyrets potentiale ved at fremhæve karaktertræk og personligheder, han har givet sine figurer gennem deres særlige form.
Genstandenes fysiske udseende bliver dermed også til psykologiske egenskaber, så figurers personligheder både er forbundet psykologisk og udseendemæssigt.
Med andre ord er der en vis sammenhæng mellem det ydre og det indre. Dog kan der også opstå modsætninger mellem overflade og substans, og hvis det er tilfældet, er det netop ubalancen mellem det ydre og det indre, der er kilden til konflikten i historien.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Kompositionen i denne fortælling adskiller sig dermed fra den i et typisk eventyr. Dette er dog ingen tilfældighed, da hovedpersonen i "Stoppenålen" ikke gennemgår den samme udvikling som i et almindeligt eventyr.
Nålen består ikke de prøvelser, den udsættes for, og opnår derfor ingen højere selvrealisering eller belønning, der tillader den at vende hjem i slutningen af historien. Figuren af stoppenålen forbliver statisk, hvilket betyder, at den ikke gennemgår nogen udvikling.
Dette påpeges også i det ovenstående citat, hvor nålen ikke har mulighed for at knække, på trods af at en vognkørsel kører over den; en tydelig indikation af ukuelighed, der viser, at stoppenålen aldrig vil fravige sin livsfilosofi.
Udover ukuelighed besidder stoppenålen flere mindre flatterende karaktertræk. Den er hovmodig, selvtilfreds og endda selvovervurderende til det latterlige.
En modsætning til denne påstand er imidlertid nålens egen selvopfattelse, hvor den betragter sig selv som fin, stolt og respektabel. Dybt nede er stoppenålen dog klar over virkeligheden. Den benægter derfor realiteterne og tilskriver i stedet sine egne dårlige egenskaber til andre genstande:
"Se, der går en pind, den tænker på ingenting i verden undtagen 'pind', og det er den selv; der flyder et strå, se hvordan det svinger, se hvordan det drejer! Tænk ikke så meget på dig selv, du kunne slå dig på brostenene! - der flyder en avis! - glemt er det, der står i den, og dog breder den sig!
Jeg sidder tålmodig og stille! Jeg ved, hvad jeg er, og det forbliver jeg!" (s. 1, l. 39)
Skriv et svar