Af en astmatisk kritikers bekendelser | Analyse | Carsten Jensen

Indledning
Den danske forfatter Carsten Jensen skriver i uddraget af essayet “Af en astmatisk kritikers bekendelser”, 1992, at læsning lærte ham at omgås sin egen ensomhed, når han lå alene i tidens uendelighed.

Han kunne ikke lukke ørerne for evigheden, der tikkede, når han lå der alene, og han følte, at denne evighed størknede ham, ved at fastholder hans situation - hans ensomhed - for evigt.

Denne størkning beskriver Jensen som sin største frygt. For Jensen var læsningen et middel til at bekæmpe sin frygt for evigheden, da læsningen slog den i stykker, hvilket han sætter i tråd med talemåden:

Man slår tiden ihjel. Jensen mener dog ikke, at man slår tiden ihjel, men at man omskaber den og giver den ny form - som en historie, der har en begyndelse og en afslutning.

Ligesom historien er afgrænset af en begyndelse og en afslutning, får tiden det også, når man læser. Man kan ikke standse evigheden, da den ikke har en afslutning, men læsningen kan bryde evigheden op i mindre bidder, der er til at gabe over.

For at tænke på evigheden og dens manglende afslutning kan gøre selv den største tænker sindssyg.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Jeg har læst en del bøger som barn. Min mor er bibliotekar og vild med bøger, så der var altid bøger under træet til jul og til fødselsdag. Jeg læste bøgerne, der ganske vist lukkede op for en anden verden, men jeg forstod ikke at hengive mig til læsningen og historien - ja, jeg syntes ærligt talt at det var kedeligt og spild af tid.

Min mor derimod ser litteraturen som det ultimative pusterum. Her læser man litteraturen udelukkende på litteraturens præmisser. Når man vil åbne op for bøgerne og “forstå dem”, skal man her ikke inddrage samfundsfaglige eller andre ikke-litterære teorier.

Man skal bare hengive sig til universet. Hun har tit beskrevet for mig, hvordan hun bliver opslugt, tænker på karaktererne lang tid efter bogen er lukket og næsten er ked af, at historien får en afslutning.

Hun ser muligheden for at koble af og bare lade sig rive med i en strøm af tanker, der allerede er blevet tænkt for en. Fordi det er en anden ting, litteratur gør - den skaber en sammenhæng mellem læser og forfatter.

Forfatteren ser litteraturen som en måde at nedskrive sine tanker, universer. Forfatteren er fri, hvor det, der for eksempel sendes ud i TV, er enormt styret. Det er litteratur ikke.

Den går sin egen vej, siger det, den vil, og behøver ikke at tage hensyn til nogen. Litteraturen behøver ikke at spørge nogen om lov og skal ikke stå til regnskab over for andre. En forfatter kan være fri i sit erhverv.