Indledning
God aften.

Vi har taget hul på et nyt år. Og det kan kun blive bedre end det gamle.

2020 var et hårdt år. Et usikkert år. Pandemiens år.

Men det var også et fælles år på en måde, vi sjældent oplever.

På tværs af generationer. På tværs af landet. På tværs af de forskellige mennesker, vi nu engang er – har vi stået med hinandens liv i vores hænder. Det har vi ganske enkelt aldrig prøvet før.

Nye ord er kommet til. Kontakttal. Smittetryk. Værnemidler.

Vi har fumlet med mundbind og stået i kø til test.

Vi har opdaget, hvor meget børn kan savne deres skole. Og vi blev mindet om, hvad det betyder at have et arbejde.

Vi har åbnet vinduet mod en mennesketom gade og set op på en himmel, der var klart blå uden en eneste flystribe.

Vi har set verden i slowmotion. Mens sygdommen hærgede, fandt den sidste turist hjem, den sidste fest blev aflyst, og alt blev så stille, at vi kunne høre hjertets slag.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Januar og februar vil teste vores udholdenhed. Årstiden er imod os. Flere vil blive syge. Presset på sygehusene er allerede stort. Endnu større på det personale, vi i forvejen skylder så uendeligt meget.

Situationen er alvorlig. Derfor har vi forlænget nedlukningen af store dele af samfundet indtil midt i januar.

Men uanset hvilke restriktioner der indføres med begrænsninger og nedlukninger – uanset hvor mange der testes – så er der en ting der er vigtigere end noget andet: Vores indsats hver især.

Vi ved, hvad der virker.
Når vi bliver utålmodige – og det bliver vi – så håber jeg, vi husker. At mørket er tættest, lige før solen bryder frem.

Vi kan allerede skimte daggryet forude.
Over hele kloden blev 2020 det år, hvor menneskers største udfordring pludselig var den samme.

De erfaringer, vi har gjort os. De drømme, vi har haft. Var mere ens end ellers på tværs af landegrænser og kontinenter.

Nu knytter vi et fælles håb til vaccinerne.
Det er imponerende, hvad verden kan, når alle arbejder sammen.

Længe leve forskningen og samarbejdet mellem det offentlige og det private. Længe leve videnskaben.

Vaccinen er vores vej tilbage til hverdagen. Samværet. Krammet. Festerne. Alt det vi længes efter.

Men vaccinen er ikke en smutvej til at ophæve restriktionerne. Eller slække på adfærden. Ikke endnu.

Vinteren bliver hård. Men for hver uge, der går, vil stadig flere danskere være vaccinerede. Påskedag er i år den 4. april. Her vil årstiden igen hjælpe os. Vi vil være nået langt med vaccinationerne.

Jeg tror – jeg håber – at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke en afslutning. Men et vendepunkt.

Indtil da må vi holde fast i alt det, vi kan sammen. Danmark er et pragmatisk land. Vi finder fælles løsninger.

Hele 14 trepartsaftaler er det blevet til med fagforeninger og arbejdsgivere. Virksomheder har omlagt produktion for at lave håndsprit.

Offentligt ansatte har løst problemerne under svære vilkår. Det private og offentlige har tilsammen vist innovation og kreativitet på imponerende vis.
Der er så uendeligt mange at sige tak til.

Folketinget og folkevalgte i både kommuner og regioner har lagt hverdagens uenigheder til side og arbejdet for det fælles bedste.

Selvfølgelig har der også været diskussioner. Og kritik. Det skal der være.

Men som Hal Koch så rigtigt sagde det allerede i 1945. Demokrati er meget mere end en styreform. Det er en livsform.