Indledning
Debatten om ligestilling mellem mænd og kvinder har efterhånden været italesat i mange årtier.
I mange årtier har mænd været repræsenteret som det stærke og dominerende køn, alt imens kvinder har være undertrykte og mindre værdige.
I dag er ligestillingen mellem mænd og kvinder til dels opnået, men et nyt spørgsmål om hvorvidt køn skal indgå i udvælgelsen af litteratur til pensum for danskfaget i gymnasiet er kommet til debat.
Men har repræsentation af kvindelige forfattere betydning for ligestillingen og kønsopfattelsen? Dette vil ydermere blive diskuteret og debatteret ved benyttelse af synspunkter fra debatindlægget
”Gymnasiets pensum reproducerer en mandsdomineret kultur” af Ditte Marie Stokholm Kær, samt artiklen ”Kvinderne mangler i den litterære kanon” af Lotte Thorsen.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det syntes både Lotte Thorsen og Ditte Marie Stokholm Kær, men bagrunden for deres holdninger kommer meget forskelligt til udtryk.
I artiklen ”Kvinderne mangler i den litterære kanon” udtaler Lotte Thorsen: ”Hvis vi skal have en dansk litterær kanon
bør den obligatoriske liste som minimum udvides til at omfatte store navne som Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen”
Thorsen udviser her ikke utilfredshed med de valgte forfattere, men dog at der er nogle store relevante kvindelige navne som hører til i pensum
ikke fordi de er kvinder, men netop fordi deres fortællinger er relevante for den almene dannelse. Her er der tydeligt belæg for at Thorsen ikke sætter ligestillingen til debat
men blot at der er tale om nogle af de vigtigste kvindelige forfattere, som hører til i det danskfaglige pensum.
I ”Gymnasiets pensum reproducerer en mandsdomineret kultur” udtaler Ditte Marie Stokholm Kær: ”Det handler ikke om, at kvindelige forfattere generelt er mindre talentfulde, og derfor ikke har fået plads på ungdomsuddannelsernes pensum.
Det handler om, at kvinder systematisk bliver overset og nedvurderet og derfor sjældent opnår en ligeværdig anerkendelse med mænd.
Dansk litteraturkanon indeholder 13 mænd og én kvinde. Det skyldes hverken talent eller tilfældighed. Det er systematisk diskrimination.” det kommer her meget tydeligt og meget modsat Thorsen
til udtryk at Kær er helt overbevist om at man ikke vil anerkende kvinder, og at det er helt bevidst at der ikke er mere end 1 kvinde på listen i det danskfaglige pensum.
Vigtigt er det dog at benævne at de har samme grundholdning, men at Thorsen argumentere på en måde man kan forstå og Kær argumentere på en forholdsvis aggressiv måde.
Det kan også tydelig diskuteres at Thorsen mener at nogle bestemte kvinder ville være relevante at have med i pensum, ikke fordi de er kvinder, men fordi de har gjort et bemærkelsesværdigt arbejde
hvorimod Kær egentligt bare benævner at kvindelige forfattere skal have del i det danskfaglige pensum, fordi at det er et bevis på at kvinder stadig i dag er undertrykte af mænd og samfund.
Skriv et svar