Indledning
Afskaffelsen af fattigdom og sult er fortsat nogle af de største udfordringer for menneskeheden. Sådan italesættes FN’s verdensmål 1 og 2, som vi sikkert alle har hørt om.
Budskabet er indlysende, men alligevel kan det være et uhåndgribeligt emne for mange, som aldrig har set eller oplevet fattigdom tæt på. Men det har jeg, faktisk op til flere gange.
En af gangene var i en timevis lang kø på en landevej i Ungarn, hvor jeg stødte på to mærkværdige små børn.
En spinkel dreng, iført beskidte klæder, samt en baby i hans arme, gik de fra bil til bil, i håbet om at nogen ville forære en skilling. Hans sårbare stemme og fortvivlede øjne var som et klart råb om hjælp.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Dette gør sig tilmed gældende i Herman Bangs reportage Fattigliv, som omhandler den litterære periodes laveste klasser, og er dermed et brug på romantikken.
Det har derfor siden det moderne gennembrud været tilfældet, at kunstnere har skabt folkelig opstand og dermed samfundsændringer, der måske ikke var hændt foruden.
Mange forfattere skriver om temaer, der er aktuelle i det samfund, de lever i og de har derfor en tendens til at hente inspiration i samfundsudviklingen, men kan de med deres værker også påvirke udviklingen?
I Fattigliv tager Herman Bang os med rundt i et gammelt og slidt lejlighedskompleks, sammen med H. og en politibetjent.
Bang beskriver, hvordan de går fra det ene fattige hus til det andet, mens voksne og børn kigger på dem med et grådigt og sørgmodigt blik.
I reportagen er generelt lagt meget vægt på fattigdom og sult, og det er bestemt ikke noget Bang ser sig tilfreds med: ”Dette er mig ikke letfærdighed.
Men disse mennesker sulter. Derfor vil jeg tale, og jeg vil bede det store samfund, i hvilket disse elendige til daglig må føle sulten, være barmhjertigt og mætte dem en eneste dag” (s. 3, l. 13-15).
Dagligt snakker vi mennesker om sult og fattigdom, men når så folk virkelig sulter, eller lever i denne forfærdelige virkelighed, er der ikke ord til at beskrive det.
Fattigliv behandler temaerne fattigdom og social underklasse, og Bang er, ligesom jeg, mildest talt tom for ord over denne elendighed.
Tilmed kan dette måske opfattes som en provokation, hvor teksten eventuelt kunne signalere en øjenåbner til de højere klasser, da der opsættes et samfundshierarki, hvorved Bang forsøger at vække folks opmærksomhed, for at få dem til at se virkeligheden i øjnene.
Dertil spekulerer jeg også på, hvorfor det egentligt er så svært? Er det monstro fordi aldrig rigtig har lært det ordenligt, fordi vi selv lever privilegeret?
For at forstå virkeligheden, skal vi også kunne sætte os ind i den, men det kan være svært i et samfund som vores.
Jeg ser ofte kampagner og reklamer omhandlende fattige børn i Afrika, men fattigdom kredser sig ikke kun omkring et kontinent, det findes jo overalt, både relativ og absolut fattigdom.
Skriv et svar