• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 1136

Indledning
Gennem historien har litteraturens pen og kunstens pensel været uundværlige følgesvende i menneskehedens rejse.

Fra de tidligste hulemalerier kan vi spore menneskets iboende og uforanderlige aggressionstrang, der oprindeligt har en evolutionær funktion, som Sigmund Freud påpeger.

Krig har altid været både fascinerende og frastødende, og det er derfor blevet udforsket og fortolket gennem kunsten så længe, mennesket har kunnet dokumentere sin eksistens. Men hvorfor vækker noget så grusomt og dødbringende interesse hos individet?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Krigens natur har ændret sig markant gennem de seneste århundreder. Selvom det oplagte ville være at fokusere på ændringer i krigsførelse - nye våben, strategier og transportmidler - har den konstante medieeksponering af krig og dens eftervirkninger også påvirket kollektivt sindelag.

Dæmoniseringen eller opbygningen af fjendebilleder kan være en taktik i indenrigs krige, der retfærdiggør krig, både moralsk og økonomisk.

Dette afspejles i moderne krigsreportager, der er yderst populære - som vinderen af Cavling-prisen ("Ser du månen, Daniel" af Puk Damsgård).

Dagligt præsenteres vi for rapporter fra verdens brændpunkter med chokerende billeder og reportere, der forsøger at formidle den samme konflikt på nye dramatiske måder.

Men hvorfor er vi stadig så tiltrukket af disse fortællinger? Er det for at lette vores samvittighed, sætte vores liv i perspektiv? Mennesket trækkes mod farer, fordi de er både genkendelige og ukendelige.

Det er unheimlich, som Freud ville sige, en fornemmelse af det velkendte og det fremmede. Øjet kan ikke undgå at kigge, selv når det ved, det ikke burde. Lidt ligesom en spændende gyserfilm.

Unheimlich er et tysk begreb for det uhyggelige, mystiske, ufattelige. Det er noget, man troede var kendt og trygt, men som pludselig viser sig som noget helt andet.

Overflader kan bedrage, den onde verden kan fange én. I Julie Nords kunst føles det som at træde ind i en barndomsdukkehus og samtidig en gyserfilm.

Det ser idyllisk ud ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn opdager man det utrygge og uvirkelige.

Den yndefulde, forføreriske virkelighed med smukke piger og lyskrøllet hår skjuler en mareridtsverden af piger med fuglekroppe eller uden øjne.

Trods dette skaber værkerne en form for håb, en forbindelse til en kreativ verden. Bera Nordal, museumsdirektør for Nordiska Akvarellmuseet, skriver i bogen "Xenoglossy" fra 2010, at Julie Nords værker formidler: "Det, du ikke kender til, skræmmer dig. Det, du tror, du kender til, er en illusion."