Indledning
I det 19. århundrede hvilede dansk socialpolitik på en grundlag af fattigunderstøttelse, hvor de trængende kunne modtage støtte under betingelsen af at være "værdigt trængende".

En konsekvens heraf var, at modtagere af fattigunderstøttelse mistede deres stemmeret og blev begrænset i deres mulighed for ægteskab.

Midt i 1800-tallet opstod en erkendelse af, at privat velgørenhed og sognenes fattigunderstøttelse ikke strakte til.

Med indførelsen af Grundloven i 1849 blev det sikret, at alle danskere havde ret til offentlig bistand, hvis de ikke var i stand til at forsørge sig selv.

Fattigloven blev revideret i 1891, og hermed kom den første statslige støtte til lægebesøg, jordemoderhjælp og begravelse til.

Indholdsfortegnelse
English Abstract 2
Indledning 3
Redegørelse for den danske velfærdsstat 3
Dansk socialpolitik før 2. Verdenskrig 3
Dansk socialpolitik efter 2. Verdenskrig 4
Den danske velfærdsmodel 6
Analyse af overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat 7
Hvad er en konkurrencestat? 7
Hvad gør de i Odense kommune? 7
Den politiske vision 8
Forandring kræver handling 8
Vurdering af fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden og hvad dette betyder for den enkelte borger. 10
Hovedelementerne i Velfærdsaftalen 11
Konklusion 11
Litteraturliste: 12
Bilag 2 13
Bilag 3 14
Bilag 4 15

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Dansk socialpolitik efter 2. Verdenskrig
Kanslergadeforliget banede vejen for det opblomstrende velfærdssamfund, der tog fart efter Anden Verdenskrig i 1945.

I løbet af 1940'erne og 1950'erne skete der ikke en markant udvidelse, dog udgjorde folkepensionen i 1956 en betydelig undtagelse.

Her blev en universel velfærdsydelse indført, der gav borgere over 67 år ret til en minimumsydelse uafhængigt af formue, indkomst eller tidligere beskæftigelse.

Efter Anden Verdenskrig, specielt i slutningen af 1950'erne, begyndte den internationale højkonjunktur at påvirke Danmark, hvilket førte til en stærk acceleration.

1960'erne kan betegnes som den danske velfærdsstats guldalder. Kvinder trådte ind på arbejdsmarkedet, og der blev opført vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, plejehjem, sygehuse og uddannelsesinstitutioner.

Forbruget og reallønnen steg, og mellem 1957 og 1970 voksede reallønnen med 75%. Troen på økonomisk fremgang var udbredt.

Selvom der opstod udfordringer som følge af oliekrisen, stigende arbejdsløshed og udlandsgæld i 1970'erne, fortsatte udbygningen af den offentlige sektor.

I 1950 var 8% af arbejdsstyrken ansat i den offentlige sektor, mens det tal i 1975 var steget til 23,6%. Tallet steg yderligere til over 30% i 1992, og i 2009 var 36% af arbejdsstyrken ansat i det offentlige.