Spejlbilleder

Indledning
Når man taler om pædagogik med fagfolk på folkeskoler og daginstitutioner rundt om i landet, vil "anerkendelse" være et uundgåeligt ord.

Det indebærer ofte at se børnene og anerkende deres talenter, holdninger og meninger. Selvom det kan virke som en selvfølge og måske ikke synes nødvendigt at lægge så stor vægt på anerkendelsen, er psykiske lidelser blandt børn udbredt, og manglende anerkendelse kan være en af de faktorer, der spiller ind.

Børn, der ikke bliver anerkendt, tilhører en udsat gruppe, og mangel på anerkendelse kan føre til, at børnene reagerer udad eller bliver indadvendte og kede af det.

Selvom "anerkendelse" efterhånden kan virke som en floskel i det danske sprog, viser konsekvenserne af manglende anerkendelse, at den ikke bør tages for givet.

Dette demonstrerer Gyrdir Eliasson i sin novelle "Spejlbilleder", der blev udgivet i 2011 som en del af novellesamlingen Mellem træerne.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Selvom faren ikke spiller en stor rolle i selve novellen, bliver han ofte nævnt. For eksempel henvises der til det som "fars værktøjsskur" (l. 23), og med sætningen "far ringede aldrig, og der kom aldrig breve fra ham eller noget (…)" (l. 34), viser fortælleren, at han er opmærksom på farens fravær.

Forholdet mellem faren og fortælleren synes at være statisk. Allerede i begyndelsen af novellen er forholdet dårligt, og fortælleren ønsker at være som Rudyard Kipling.

Forholdet mellem jeg-fortælleren og moren ændrer sig derimod i løbet af novellen. Deres indbyrdes forhold er aldrig godt, men bliver alligevel værre, som historien skrider frem.

Gennem hele fortællingen optræder moren passivt. Flere gange afviser hun og vil hverken lytte til eller se fortælleren. Et eksempel på dette er, når fortælleren udtrykker sit ønske om briller.

Hun afviser det, "og bagefter ville hun ikke tale mere om det" (l. 16). Mønsteret gentager sig, når fortælleren forsøger at få svar på, hvorfor moren er hård mod ham i skolen.

Denne gang besvarer moren ikke spørgsmålet, men bider ham af. På trods af morens manglende anerkendelse synes det, at fortælleren har medfølelse for moren i starten af novellen.

Denne følelse opstår, da han opgiver sin skrivning og sit ønske om at blive forfatter, efter moren brænder hans bog.

Når han ser, at moren misbilliger hans planer, ændrer fortælleren sig selv for morens skyld og brænder sine andre bøger "i samme ovn som hun havde smidt min historie i" (l. 60-61). Ved at bruge den samme ovn viser han, at han forsøger at tilpasse sig morens ønsker.