Indledning
Jeg er ikke bange for at blive kørt ned. Jeg er ikke bange for lungekræft, leverproblemer, tarmsygdomme eller blodpropper. Jeg er ikke bange for infertilitet, ufrivillige aborter eller for at føde et handicappet barn. Jeg er ikke bange for at dø.
Det er oftest disse skrækscenarier, som diverse skræmmekampagner baserer sig på. De er over alt. På skolen, ved busstoppestedet, på Spotify eller Instagram.
Alle vegne. Men alligevel er det ikke dem, som får det endelige ord, når vi træffer vores valg. Når jeg kl 7.58 krydser fodgængerfeltet for rødt lys, har jeg for travlt til at se mig selv ligge der på asfalten med et blødende baghoved og hudafskrabninger op ad knæene.
Når jeg fredag aften bliver lidt for fuld, bekymrer jeg mig ikke om, hvorvidt det vil påvirke de børn, jeg måske engang bliver mor til.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Bevidstheden om konstant underliggende farer bliver ikke mindre af, at eventuelle risici konstant hypes op i medierne. Således bidrager medierne, herunder skræmmekampagner, til ideen om et risikosamfund.
Og på grund af en næsten kronisk opmærksomhed på fare, kan skræmmekampagnernes skrækhistorier forsvinde i mængden, og problemerne bag disse virker lige pludselig små og alt for fjerne, og der ligger derfor en begrænsning i, at kampagnerne virker ligegyldige i et større perspektiv.
Men hvis selv livstruende sygdomme ikke er nok til at skabe frygt, hvad er vi så bange for? Bag for eksempel rygning og druk, ligger der et omfattende socialt aspekt.
Særligt dette er de unge fra artiklen “Skræmmekampagner virker ikke på unge rygere” enige i. De er alle startet pga. det sociale, og Josefine, som ikke ryger, mener, at hun som anti-ryger er udenfor fællesskabet i nogle sammenhænge.
De fleste unge har nok prøvet deres første sug i forbindelse med en fest, altså i en social sammenhæng. Som ryger indgår man i et fællesskab, fordi man har den ting til fælles - man mødes f.eks. i frikvarteret bag ved skolen eller på terrassen til en fest.
Flere lader sig presse, fordi de er bange for ikke at passe ind i det fællesskab. På den måde bliver the fear of missing out (FoMo) altså langt større end både sygdoms- og dødsangst.
Det er dér, jeg tror, at skræmmekampagnerne fejler. De mangler at forstå, hvad unge i virkeligheden er bange for.
Det bliver altså begrænsende, at det sociale aspekt slet ikke indgår, og det handler altså grundlæggende om, at kampagnerne rammer ved siden af en stor målgruppe.
Modsat tror jeg også, at skræmmekampagnerne i en vis udstrækning kan være det, som får nogle til at ryge.
Nogle ser måske rygningen som en mindre form for potensering - de har altså et behov for i nogen grad at leve livet på kanten for et øjeblik at kunne give slip på den kontrol og det pres, som er en del af at være ung i det senmoderne samfund.
Netop fordi f.eks. rygning eller druk fremstilles som “forbudt” af medierne, søger mange unge bevidst netop derhen for at give slip for ikke at lade sig styre af frygten.
Ved bevidst at opsøge mindre former for farer, opnår man en kortvarig rus af spænding, og da konsekvenserne ikke går ind og påvirker øjeblikkeligt, får man netop en følelse af at være udødelig, som de unge i artiklen
“Skræmmekampagner virker ikke på unge rygere” også oplever. Således kan skræmmekampagner i nogle tilfælde altså fremprovokere rygning.
Skriv et svar