Indledning
”Det gode, det sande og det skønne”, sådan lyder de kendte idealer fra Romantikken. I den første del af 1800-tallet opstod der en europæisk kulturstrømning kaldet ”Romantikken”.
Her var der fokus på de gode ting i tilværelsen, og perioden var en epoke mod forgangsperioden ”Oplysningstiden”, som var præget af en håndgribelig verden styret af rationalisme.
De litterære værker fra perioden er gennemstyret af idealisme, der dyrker følelser, kærlighed og idyl. Som regel er litteraturen en afspejling af den pågældende tid og samfundssituation, men romantikken gør sig en undtagelse.
Kunsten fra denne tidsperiode skildrer et komplet andet verdenssyn, end den som egentlig var aktuel. Danmark befandt sig i perioden i en samfundskrise både økonomisk og politisk.
Imidlertid vender kunstnerne sig i perioden væk fra den ydre verden, og de fokuserer i stedet for på den indre verden og meningen med tilværelsen.
Det var dog ikke alle kunstnere, der fulgte denne romantiske måde at skildre verden på. Steen Steensen Blicher var en af de få forfattere, der ikke forsøgte at skildre menneskers tilværelse som fuldkommen idylliske.
Han satte derimod fokus på det realistiske liv, som både indeholder gode og dårlige ting. Dette ser man også i hans novelle fra 1826 ”Præsten i Vejlbye”, der skildrer menneskelige konflikter og triste skikkelser.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Der er altså anvendt to forskellige jeg-fortællere i novellen herunder Erik Sørensen ”Jeg har nu raadført mig med Gud i Himmelen…”, (s. 1, l. 21-25)
og nabopræsten fra Aalsø ”Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den sønderknuste og angergivne Synder…”, (s. 18, l. 13-16). Idet novellen er opsat som en dagbog, er fortælleren gennem hele teksten centraliseret.
Afstanden mellem det der fortælles, og tidspunktet hvor det fortælles er forholdsvis lille. Det resulterer i, at fortælleren ikke ved, hvordan tingenes udfald bliver og dermed ikke har et synderligt overblik over situationen.
Dette fortællerkneb giver hele fortællingen mere autencitet, og medvirker i sidste ende til at budskabet bliver mere klart.
På nogle områder kan man som læser dog blive i tvivl om, hvorvidt fortælleren er komplet troværdig. Det skyldes, at Erik Sørensen er så forblændet af hans følelsesvirvar og hans sorg
hvilket resulterer i, at han overser vigtige pointer i novellen; Herredsfogeden overser blandt andet, at to af vidnerne fortæller modstridende ting i deres vidneudsagn
som han rent faktisk kunne have brugt til at frifinde svigerfaderen. To af kvinderne fortæller nemlig, at de har hørt præsten og Niels diskutere
men at de ikke kunne se gennem hækken ”… see kunde de Intet, for Diget var for højt og Hækken for tæt…”, (s. 6, l. 20-21), mens det andet vidne Jens Bagger netop så gennem hækken ”…
og med Hænderne gjort sig et lidet Kikhul gjennem Hækken”, (s. 6, l. 58-59). Hans opmærksomhed bliver altså henledt fra sagen, fordi han bruger sine kræfter på at tænke på præsten og hans forlovede.
En personkarakteristik af tekstens fremtrædende personer er desuden essentiel med hensyn til den senere fortolkning af novellen.
I teksten bliver læseren præsenteret for en række interessante karakterer. Jeg-fortælleren Erik Sørensen fylder meget i novellen.
Han er Herredsfoged i byen Vejlby. (s. 1, l. 1-4). Udover dette er han meget troende, og nævner flere gange i hans dagbogsoptegnelser Gud ”Jeg har nu raadført mig med Gud i Himmelen…”, (s.1, l.22-24).
Skriv et svar