• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1286

Indledning
Et bryst, der, på en sovende kvinde, blottes af en blanding mellem en hare, et menneske og en kat, er et billede, der har siddet brændt fast på min nethinde siden sommerferien i sjette klasse.

At overbevise en tolvårig om at komme med på kunstmuseum har aldrig været en nem opgave, men alligevel tog jeg med.

Jeg havde dog aldrig troet, at et maleri skulle gøre så stort indtryk på mig, men da mine øjne mødte det halve meter høje maleri ”Mareridt” af Ditlev Blunck gav det et sæt i mig.

Det forunderlige dyr bliver beskrevet som en mare, der, ved at sidde på sovende menneskers bryst, forårsager åndenød og onde drømme.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Han beskriver ”trigger warning” som ” den milde form for indgreb. »Gå ikke ned ad denne vej, og slet ikke, hvis du har problemer med det ene eller det andet,« siger skiltet.

Alligevel er fænomenet et fundamentalt angreb på, hvad litteratur, kunst, videnskab – universitet, museum og andre kulturinstitutioner – er.” (s. 1, ll. 19-23).

Han er, ligesom mange andre, enig i, at man skal lade historien være og derudfra lære om fortiden. Metropolian Museet, der har Balthaus’ maleri ”Thérèse dreaming” fra 1938 hængende

har fået mange opfordringer til at fjerne kunstværket helt fra museet, da nogen mener, at, det at fremstille en lille pige i den stilling, er seksualiserende og ligefrem med pædofile undertoner.

Når jeg hører dette, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvor mange kunstværker og litterære værker, der så burde destrueres.

Det ville da næsten være synd at udslette så meget af historien før os og ikke mindst viden om synet på sådanne emner som seksuelle drifter og etisk ukorrekte ting både før i tiden og nu, om værkerne så er med pædofile træk eller ej.

For ikke at nævne Poul Erik Tøjners klareste budskab: ”Men uanset hvordan man vender og drejer fortrædelighederne, bør det ikke medføre, at den produktive tvivl og tvetydighed

vi har bygget templer til i vores samfund – kulturinstitutioner og universitet – sættes over styr af en ny korrekthed, der helt overser det kritiske potentiale, som kunsten rummer.” (s. 2, ll. 52-56).

Netop at vores kritiske sans vil forsvinde, hvis vi censurerer og fjerner alt det, der ikke er rart at se og tænke på, er en essentiel pointe.