Indledning
Det hele tog sin begyndelse, da præsten fra Tårbæk, Thorkild Grosbøll, i et interview med Weekendavisen den 23. maj 2003[1], erklærede sin manglende tro på Gud. Det er naturligt, at en præsts udtalelser af denne art vækker stor opmærksomhed.
Præsten, som er tilknyttet den danske folkekirke, forventes at være et forbillede for sin menighed og kristne over hele Danmark, og forventes i høj grad at have troen på Gud... eller gør han?
I følgende afsnit vil vi dykke ned i problematikken omkring Grosbøll's udtalelser, som netop førte til en storm af kontroverser...
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Grosbøll hævder således, at Gud er det spørgsmål, vi bør stille os selv angående vores adfærd og livsstil. Det er et vigtigt spørgsmål, men ifølge Grosbøll synes Gud kun at have denne funktion.
Han siger jo, at Gud ikke længere kan bruges som en forklaring, da vi har videnskaben til det, og at Gud heller ikke længere kan fungere som vores samvittighed, da vi er blevet for selvstændige og individualistiske.
Det virker som om, at Grosbøll forsøger at tilpasse kristendommen til det moderne samfund. Han taler om, at Gud ikke længere kan bruges til forskellige formål.
Med andre ord betyder det, at Gud tidligere blev brugt til at forklare jordens skabelse og vores samvittighed, hvilket Grosbøll på ingen måde afviser.
Han siger blot, at det ville være tåbeligt at afvise naturvidenskaben i dag og i stedet tro på skabelsesberetningen i Bibelen. Ved første gennemlæsning af interviewet virker det som om, at Grosbøll er meget negativt indstillet over for Gud.
Men når man læser det igen og igen, finder man små hint, der tyder på, at Grosbøll på ingen måde er imod Gud – han ønsker blot, at folk også skal bruge deres sunde fornuft, når de taler om Gud.
Som nævnt tidligere virker det som om, at han forsøger at tilpasse Gud og kristendommen til vores postmoderne samfund. Han siger:
”Gud er et smukt og poetisk ord, synes han, men når man bruger det, tror folk, man taler om den gamle Gud. Og dét vil han ikke have skudt i skoene.”
Her betoner han, at når han taler om Gud, refererer han ikke til den gamle Gud, men derimod til en ny eller rettere en fornyet version af den gamle. Og måske har Grosbøll faktisk ret i nogle af de ting, han siger.
Den danske folkekirke har brug for fornyelse og nyt liv, for det er netop de gamle ritualer, de lange og til tider kedelige salmer, præstens monotone stemme og den gamle prædiken, som har været anvendt i de sidste 100 år, der skræmmer danskerne væk.
Skriv et svar