Indledning
Da holocaust i 2. verdenskrig kostede jøden Raphael Lemkin hele hans familie, blev han oprigtigt bekymret for at forhindre lignende tragiske begivenheder i fremtiden.
Lemkin, som en dedikeret aktivist, introducerede begrebet "folkedrab" til at beskrive den afskyelige handling.
Motiveret af ønsket om at beskytte verden mod yderligere massakrer, etablerede FN i 1948 en konvention specifikt rettet mod at forhindre og fordømme folkedrab.
Ifølge FN's folkedrabskonvention fra 1948, defineres folkedrab som en bevidst og systematisk handling, der sigter mod fuldstændig eller delvis udryddelse af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.
Konventionen præciserer, at dette omfatter handlinger som drab, tortur, tvangsforflyttelse, fysisk og psykisk skade samt at pålægge levevilkår, der medfører gruppers fysiske ødelæggelse.
Hvis vi anvender denne definition af folkedrab, bliver lighederne med tragedierne i Rwanda åbenlyse. Den systematiske udryddelse af tutsierne i 1994, udført af regeringen, kan uden tvivl betegnes som etnisk udryddelse.
Rwandas folkedrab er en af de mest forfærdelige humanitære katastrofer i moderne tid. I denne rapport vil jeg forsøge at beskrive, hvordan det var muligt for 800.000 mennesker at blive massakreret, mens resten af verden så passivt til.
Jeg vil også undersøge, om vestlig hjælp kunne have haft indflydelse på folkedrabet.
Derudover vil jeg forsøge at give et indblik i, hvordan urolighederne i Rwanda opstod, og hvordan europæisk kolonisering skabte en ubalance i det mindre teknologisk udviklede Rwanda.
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Indledning
- Problemformulering
Kildekritik Af ØJvind Kyrøs Bog: ”Godmorgen, Rwanda Er I Begyndt at Arbejde? Håndbog I Folkemord
Redegørelse for Rwandas Historie Op Til Folkedrabet
- Rwandas Begyndelse
- De Første Modstandsdemonstrationer
- Optakten Til Folkedrabet
Analyse Af Fjendskabet Mellem Hutuer Og Tutsier
- Hutuer Og Tutsier Side Om Side
- Belgiens Kolonisering
- Uafhængighed| Hutuernes Majoritet Og Tutsiernes Magtmonopol
- Omvendelse Til Hutu Regering
Diskussion Og Vurdering Af Fn Og Sikkerhedsrådets Belæg for at Gå Ind I Rwanda, Og Fn’s Rolle Under Folkedrabet
Konklusion
Kildeliste
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Efter massakren på tutsierne og militærkuppet søgte tutsierne tilflugt i udlandet og udgjorde den største flygtningegruppe i Afrika.
”De fleste flytninge slår sig ned og glemmer der hjemland. Men rwanderne glemte aldrig Rwanda, og det forstod hverken Habyarimana (red. Præsidenten), eller de udenlandske organisationer.”17
Jean-Paul Kimonyo, en af de flygtninge, der ikke kunne vende tilbage til Rwanda, udtrykte følgende.
Han beskriver, hvordan det var umuligt for tutsierne at glemme det land, de så højt elskede, og hvordan de indirekte udviklede en form for had mod den hutu-præsident, der nægtede dem tilladelse til at vende tilbage.
Dette gav tutsierne indtryk af, at når præsidenten er hutu, er det alle hutuers holdning, at de vil fastholde magten og forhindre os i at vende tilbage til landet. Kimonyo udtalte dette kort efter begivenheden.
”Vi prøvede at lægge politisk pres på Habyarimana, men han forstod kun militærmagt. Når man søger asyl i sit eget land og man får afslag, hvad andet kan man så snart gribe til?”18
Kimonyo udtrykker endnu engang sin vrede mod den hutu-regering, der havde magten.
Han beskriver, hvordan de intellektuelle forsøgte på demokratisk vis at få tilladelse til at vende tilbage til deres hjemland, men konstant blev afvist af den dominerende præsident, som erklærede, at landet allerede var overfyldt.
Skriv et svar