”Der er et yndigt land” og ”Gi’ mig Danmark tilbage” | Analyse

Indledning
I denne komparative analyse af ”Der er et yndigt land” og ”Gi’ mig Danmark tilbage” fokuserer jeg på de stilistiske virkemidler, og afsendernes valg bag de sproglige virkemidler, samt virkemidlernes funktioner og evne til at kommunikere indholdet på.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det lyriske digt ”Der er et yndigt land” kan spores helt tilbage til 1819, hvor det blev skrevet af Adam Oehlenschläger, dog med en senere udgivelsesdato i 1823.

Digtets ydre komposition er delt op i fire strofer med otte vers i de første tre strofer, og tolv vers i den fjerde strofe.

Digtets indre komposition har en rammestruktur, da både første og sidste strofe danner ramme for indholdet.

Digtet er skrevet i romantikken, og visse kendetegn fra denne literære periode som kommer til udtryk er, at livet i Danmark bliver gjort idyllisk, og man dyrkede tanken om den danske fælles historie.

Han hylder de danske egenskaber og værdier, hvilket er et forsøg på at samle danskerne som én lykkelig fælles nation igen.

Oehlenschläger refererer til Danmarks storhedstid, nemlig vikingetiden, særligt for at få genskabt den nationale ånd efter at Danmark havde klaret sig dårligt i bl.a. Napoleonskrigene.

I strofe 1 hyldes det danske landskab, her er der specielt fokus på den danske kyst (se vers 1, 2, 5).

Der bliver også refereret til vikingetiden gennem en metafor (vers 7): ”og det er Frejas sal,” Freja var frugtbarhedsgudinden i den nordiske mytologi, som havde stort præg på vikingetiden.

Dette vers fortæller, at den danske natur er frugtbart, og fyldt med kærlighed.

I strofe 2 hyldes den danske historie med henblik på, hvordan vores forfædre har kæmpet med flot mod og god udrustning (se vers 2) mod vores fjender.

I strofe 3 hyldes det danske folk (se vers 5, 6), her bliver både mænd og kvinder beskrevet som et godt folk, stærke og raske mænd, samt skønne og frodige kvinder.

I strofe 4 ser vi tydeligt at der er håb for Danmark og dets folk. Han påpeger at Danmark vil komme op fra sine nederlag, og vil stå stærkt igen som i deres storhedstid (se vers 5).

Et af de virkemidler der gøres brug af kaldes for epifor, denne betegnelse bruges når afsenderen gentager samme frase i slutningen af en strofe, hvilket vil forstærke frasens betydning, og på den måde gør han læseren mere opmærksom på det gentagede stykke (se strofe 2, vers 7, 8):
”bag højens bautasten,”
”bag højens bautasten.”