Indledning
Vi forsømmer døden, det er næsten et tabu at snakke om døden. Det ses på som en meget trist og ulykkelig begivenhed.
Det glade budskab ved netop at opleve tab, er betinget af at have oplevet samhørighed eller kærlighed, at have skabt mening sammen.
Men det kan være svært at forstå, svært at se det positive ved tabet af en man har kær.
Man føler sig efterladt og verdenen går i sort. Ligesom den gjorde for Henrik Nordbrandt da han i 1995 skrev digtet ”Aftensol” fra digtsamlingen Ormene ved himlens port efter han mistede en kær veninde og brugte lyrikken som et udløb
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Uttalige tekster har før prøvet at sætte ord på døden og den følelse af tomhed som kommer med den. Aftensol er en af dem.
Dit liv kører for dig og ligeså går det godt for omverdenen. Men så rammer døden.
Den er uhyggelig, livløs og ikke mindst mørk. Ligesom Nordbrandt fremviser den i første strofe et: ”På alle mure faldt aftensolen / På en eneste hvid mur”.
Det helt centrale i dette citat er, at aftensolen symboliserer den sidste tid og han står nu ansigt til ansigt ved den hvide mur.
Hvid er forbundet med lys, godhed, nye tider, renhed. Man kan male nye farver på muren altså skabe sit liv. Men så midt i den hvide mur er der en ussel gammel dør:
”På tunge rustne hængsler / der engang havde været grønne / stod døren åben / ind til mørket”.
Den her dør symboliserer døden, det afgørende i denne sammenhæng er at døden er fortid f.eks de tunge rustne hængsler der engang havde været grønne.
Hvor grøn symboliserer liv, hvilket vil sige at der ikke er liv længere i disse rustne hængsler som er blevet fortæret af rust da de har siddet der så længe, holdt på så mange tab, så meget mørke. Et mørke man nu står over for.
Skriv et svar