Indledning
Valget af vores emne opstod efter en samtale og en nysgerrighed om at udforske forholdet mellem videnskab og kristendom.
Vi ønskede at undersøge om de to udelukker hinanden eller om de kan supplere hinanden i en moderne menneskes opfattelse af tilværelsen.
Mennesket har ofte behov for beviser for at kunne tro, så hvis videnskaben er sand, hvad bliver der så af troen (kristendommen)? Glider troen i baggrunden, og hvad kan den tilbyde en moderne tænkende person?
Er videnskaben det eneste sande, netop fordi den søger beviser for alt? Har vi brug for begge dele i vores liv, eller kan vi nøjes med den ene?
For at belyse dette forhold har vi valgt at fokusere på de to kristne rødder: jødedommen og den græske tradition.
Vi vil undersøge disse traditioner gennem tiden og deres betydning, hvor den ene repræsenterer den jødisk-kristne tradition og den anden den græsk-filosofiske tradition.
Indholdsfortegnelse
Indledning
Gamle Testamente
Nye Testamente
Græsk Filosofi Side
Den kosmologiske periode (600-450 f.Kr.)
Den antropologiske periode (450-400 f.Kr.)
Den systematiske periode (400-322 f.Kr.)
Senantikken (300 f.Kr.-500 e.Kr.)
Middelalder (50-1500)
Renæssancen (1450-1600)
Martin Luther (1483-1546)
Charles Darwin (1809-1882)
Søren Kierkegaard (1813-1855)
The Big Bang
Konklusion
Litteraturliste
Bilag 1: Historien om syndefaldet
Bilag 2: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Baseret på vores arbejde med emnet kan vi konkludere, at tro og viden ikke altid har været i stand til at supplere hinanden, men ofte har været i modsætning til hinanden.
Den græske tankegang har været dualistisk og har altid søgt at bevise verdens tilblivelse gennem logik.
Den jødiske tankegang har derimod ikke søgt sådanne beviser, da den har fortællingerne om skabelsen, syndefaldet og De ti Bud, hvoraf de sidstnævnte fungerer som en religiøs forfatning for et menneskeværdigt samfund.
Det er en rettesnor for at leve ens liv korrekt og opnå frelse. Syndefaldet viser, hvad der sker, hvis man begærer kundskaben. Senere i tiden har den græske tankegang fået fodfæste i kristendommen.
I middelalderen havde Aurelius Augustinus en gennemgående dualistisk opfattelse af tilværelsen, som han adopterede fra manikæismen.
Han tilsluttede sig nyplatonismen, men forlod aldrig helt den platoniske tro. Dermed er han et eksempel på, hvordan de to kan supplere hinanden i hans syn på tilværelsen.
Denne tendens fortsætter, da mennesket ikke længere vil nøjes med den Gudgivne sandhed. I renæssancen, hvor sekulariseringen begyndte, og hvor naturvidenskaben virkelig tog form, opstod der bekymringer i den katolske kirke, da de ikke længere kunne kontrollere mennesket.
Skriv et svar