Indholdsfortegnelse
7. Krimien
7.1 Film noir’en
- Film noir-begrebet
- En genre?
- Den klassiske film noir-periode
- Forudsætningerne for film noir
a) Kunstneriske impulser og forudsætninger
b) Historiske forudsætninger
- Familieligheder som grundlag for en genrekarakteristik
- Karakteristiske film noir-træk
- Iet skyggeland
- Tre faser i klassisk noir
- Udgang: Neo noir

De ’sorte’ film ti bud
Udvalgte noir-film
- Klassiske noirs
- Neo noirs
- Danske noirs
- Litteratur
- Slutnoter

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Krimien er en realistisk genre, der handler om forbrydelser og deres opklaring, og genren har ofte til hensigt at underholde, hvorfor den har haft svært ved at vinde intellektuel prestige;

krimien er typisk spændingsopbyggende og tilbyder os tit et puslespil, der skal lægges, og som i sidste ende bliver lagt.

De litterære rødder kan spores helt tilbage til den græske antik – f.eks. handler Sofokles’ drama Kong Ødipus (ca. 400 f.Kr.)

om mordet på Kong Laios og dets opklaring (Ødipus har, uden at have været klar over det, dræbt sin far, hvorefter han har giftet sig med sin mor;

hos Sofokles kommer Ødipus selv til at indtage rollen som detektiv, og da han opklarer gåden om fadermordet og dermed indser sandheden, blinder han sig selv).

Den moderne krimis fødsel sker, siger man normalt, med amerikaneren Edgar Allen Poes tre berømte detektivnoveller fra 1841-45, ”Mordene i Rue Morgue”, ”Maris Roget” og ”Det stjålne brev”.

Her er hovedpersonen og detektiven Auguste Dupin en gennemgående figur. Senere kommer skotten Arthur Conan Doyle til

og han skaber bl.a. de berømte romaner om Sherlock Holmes, der om nogen er opklaringens mester (og langt mere interessant i sin sammensatte karakter end Poes Auguste Dupin).

I en dansk sammenhæng vil man ofte pege på Steen Steensen Blichers ”Præsten i Vejlbye” (1829) og ”Skytten på Aunsbjerg” (1839) som de første forsøg inden for genren.1

Krimiens fascination har, hævder krimiforskeren Karsten Wind Meyhoff, at gøre med dens evne til at ”fortælle gode historier og skildre miljøer

figurer og nutidige eller historiske problemstillinger”.2 Desuden er det genrens varemærke, at den altid udforsker samfundets skyggesider:

”På makroniveau drejer det sig om korruption, organiseret kriminalitet og alskens former for destruktiv adfærd over for almenvellet, herunder også magthavernes misbrug af deres position i samfundet.

På mikroniveau handler det om kriminelle handlinger fra berøvelse af værdigenstande til alvorlige sædelighedsforbrydelser og alle mulige former for vold.

---

Herudover kan man nævne 1930’ernes amerikanske gangster- og detektivfilm samt Orson Welles’ Citizen Kane (1941; da.: Den store mand) som vigtige forudsætninger og inspirationskilder for film noir.

Hvad angår sidstnævnte film, der ofte er blevet kåret som verdens bedste, er det tekniske greb som påfaldende brug af lys og skygge (low key- belysning) og dybdeskarphed

der får betydning for noir-filmene; Citizen Kane, som ikke er en krimi, foregriber altså deres stil. Dertil kommer, at det er vanskeligt at forestille sig film noir’ens fortælletekniske anvendelse af flashbacks uden Citizen Kane (herom senere).

Endelig skal det nævnes, at når man i efterkrigstidens film noir, i slutningen af 1940’erne, begynder at optage uden for studierne

så kan det muligvis være inspireret af den italienske neorealisme, som i samme tidsrum netop excellerer i location-optagelser (en

anden mulighed er dog, at location-optagelserne snarere skal ses som et resultat af en studiestrejke end som en neorealistisk inspiration;

dertil kommer et økonomisk aspekt: det er selvfølgelig billigere at optage on location end at opbygge kulisser).