Indledning
Det var andet om mere end en forbrydelse. Det var en udfordring til Østrig-Ungarns position som Bosniens hersker, og også en udfordring til dets prestige som stormagtsposition, som havde været faldende i de senere år.
Dets ledere måtte nødvendigvis kræve oprejsning. Hvorfor førte dette en storkrig med sig? Ventede en eller anden stormagt kun på et påskud, eller havde den måske allerede besluttet sig til at begynde en krig i august 1914?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Østrig-Ungarns ledere havde tidligere haft problemer med Serbien. Denne gang besluttede de sig til ikke at vige.
De henvendte sig til deres tyske forbundsfælle for at få dennes samtykke. Det fik de d. 5. juli. Kejser Wilhelm d. 2.
og kansler Bethmann Hollweg gav østrigerne besked om at føre en hård kurs og lovede oven i købet tysk støtte, hvis Rusland truede med at hjælpe Serbien.
Det var ikke en beslutning om krig. Trusler havde tidligere givet resultater på fredelig vis; de tyske statsledere regnede med, at det også ville ske nu.
Wilhelm d. 2. tog på krydstogt i de norske farvande Ingen tænkte på at sige til den tyske generalstabschef, Moltke, der også var på ferie, at en krig var på trapperne.
Østrigerne gav sig god tid. Nølende (...) søgte de i ro og mag efter et eller andet bevis for, at den serbiske regering havde været indblandet i Sarajevo-sammensværgelsen.
De fandt ikke noget bevis, og der er aldrig blevet fundet et. Alligevel sendte den østrig-ungarske regering et ultimatum til Serbien d. 23. juli for at ydmyge det.
Den 25. juli bøjede serberne sig for kravene med lige netop de forbehold, der var nødvendige for at redde en smule anseelse.
Østrig-Ungarn afbrød derpå straks de diplomatiske forbindelser og erklærede krig dagen efter. Dette var langt fra en rigtig krig.
Det var en diplomatisk manøvre, skønt af usædvanlig voldsom art. Den østrig-ungarske hær ville ikke være klar før flere uger senere.
Så var det Ruslands tur. Det var - eller hævdede at være - de slaviske Balkanstaters beskytter. Det kunne ikke tillade, at Serbien blev ydmyget.
Dertil kom en mere håndfast overvejelse. Hvis Tyskland og Østrig-Ungarn fik herredømmet på Balkan, ville de også komme til at beherske Istanbul; dermed ville deres hænder gribe om Ruslands halspulsåre, de stræder, hvorigennem det meste af dets udenrigshandel passerede.
Ruslands motiv var altså sikkerhed og overlevelse, ikke udvidelser. Russerne ville kun besvare Østrig-Ungarns voldsomme diplomati med en egen stærk trussel - nemlig at mobilisere mod Østrig-Ungarn som en diplomatisk markering.
Nu kom et afgørende forhold ved den overordnede strategi ind i billedet. Alle de europæiske stormagter havde opbygget vældige værnepligtshære.
Planerne for mobilisering af disse millioner byggede på jernbaner; og køreplaner kan ikke improviseres. Når de først er sat i gang, må godsvogne og personvogne rulle ubarmhjertigt og uafvendeligt frem mod deres bestemte mål.
Skriv et svar