Fallit | Analyse

Indledning
Vi kender alle at være sidst på måneden, og pludselig ser sparegrisen ikke helt så fed ud som den gjorde i starten på måneden.

Man strammer ballerne, takker nej til at tage ud og spise på den lækre restaurant med vennerne.

Man går forbi Irma og direkte ned til den nærmeste Netto, man går på kompromis med sit økologiske velfærds kodeks og køber den lidt billigere mælk, de lidt billigere æg og gemmer de røde bøffer til næste måned.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Handlingen foregår kronologisk, den starter lige inden jeg'et lukker manden, vi formoder er inkassator, ind og slutter et par minutter efter han er gået.

Hele novellen foregår inde i vores jeg-fortællers hus, og vi ved, at jeg’et skylder penge i en sådan grad, at en inkassator har banket på døren, derfor ville man være undskyldt for at tro, at vores jeg-fortæller ville bo usselt og i fordærv, men dette er ikke tilfældet. “(...)

han undersøgte min computer og mit fjernsyn og stereoanlæg og vurderede, hvor meget møblerne var værd (...) og han talte, hvor mange malerier, der var hængt op rundt omkring, og han forsøgte at danne sig et begreb om, hvor uægte eller ægte tæpperne var”(s. 4-5, Linje 23-30). Det er et helt gennemsnitlig, middelklasse, husligt miljø jeg’et befinder sig i.

Vi får ikke meget at vide om vores jeg-fortæller. Vi kender ikke jegets baggrund, jegets udseende, vi ved ikke hvilket køn eller, hvor gammel jeg’et er, dog får vi et godt indblik i jegets psyke.

Jeg’et virker fortabt, rodløs og mest af alt ængstelig. “Det går jo nok, og så slemme er de vel heller ikke, og du ligger nederst i bunken, og måske sker der et eller andet”(s. 1, Linje 8-11).

Vores jeg-fortæller opfører sig meget neutralt, jeg’et er ikke fjendtlig over for inkassatoren, eller modarbejdsom, men virker mere iagttagende og taget tilbage af den surrealistiske virkelighed, hvori inkassatoren rent faktisk bankede på døren, som var det det sidste søm i kisten.

Inkassatoren, der kommer og banker på vores jeg-fortællers dør, er langt fra den lånehaj som vores jeg-fortæller havde manet op. “Og han var langtfra så frygtindgydende, som jeg havde forstillet mig”(s. 2, Linje 8-9).

Han er omkring de 50, og han er hverken særlig velklædt, høj, grim eller ondskabsuld at se til. Inkassatoren virker venlig og ville i de flestes optik blive anset for en god mand.

Dorte er den tredje person i novellen og er kun med til allersidst. Vi ved ingenting om Dorte, hun er total anonym, men det vigtige for historien er heller ikke hvem Dorte er, men hvad Dorte gør.

Dorte kunne ligeså godt hedde Knud, Abdul eller Miranda, det vigtige er, at hun er den første til at udvise oprigtig medlidenhed overfor vores jeg-fortæller.