Emilie Gruen | Analyse

Indledning
Novellen Emilie Gruen er skrevet af Christian Kampmann fra novellesamlingen ”Blandt venner” fra 1962.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det er en historie skrevet om den ellers udadtil velorganiserede og den fine 48-årige gammeljomfru Emilie Gruen. I de sidste 27 år af Emilies liv har hun arbejdet på et ligningskontor, hvor hun altid har mødt til tiden. Men en morgen modtager Emilie et brev og kommer for sent på arbejde, som ellers aldrig er sket før.

Brevet skaber nogle forfærdelige billeder inde i Emilies hoved og hun tror der er en syg person, som har valgt hende som offer. Emilies kollegaer bemærker da hun kommer for sent og at der er noget i vejen med hende, men Emilie benægter.

I de efterfølgende stykke tid bliver Emilie ved med at modtage breve. Brevene gør noget ved Emilie og hun begynder at drikke og kan ikke sove om natten.

Udover det begynder Emilie heller ikke at kunne passe sit arbejde ordentligt, som før brevene. Emilies gamle skoleveninder hører hun er ved at bryde sammen, så en af dem tilbyder hende en udlandsrejse, men Emilie takker nej. Emilie vil selv betale for at komme væk, så derfor tager hun en tur til Paris. I Paris modtager hun så det tredje brev og kan så igen ikke sove om natten.

Noget tid efter Emilie kommer tilbage til hendes hjem modtager hun igen et brev.

Emilie vælger nu at gå til politiet med det, men tankerne om hvad de andre ville tænke om hende, får hende til at lyve og fortælle hun har brændt brevene. Derfor mener politiet ikke de kan hjælpe hende.

Det gør at Emilie begynder at drikke igen og det bliver mere og mere hun drikker. Emilie kommer længere og længere ud og så en dag bliver hun fundet af mælkemanden ude i sin have, hvor hun havde lagt hele natten. Emilie kan ikke selv forstå hvorfor hun ikke er død.