Indledning
Efter 2. Verdenskrig, som sluttede i 1945, blev Tyskland og Berlin delt i 2 af en mur på over 1300 km. Tyskland og Berlin blev delt ind i Vest og Øst.
I den østlige del af Tyskland var det et kommunistisk styre og i den vestlige del var det et demokratisk styre. Vest og øst blev også kaldt for DDR (Deutsche Demokratische Republik) og BRD (Bundes Republik Deutschland).
Muren skilte både mand og kone, søstre og brødre, familie og venner. Muren blev sat op, for at stoppe flygtningen fra øst til vest. I den vestlige del, var landet delt ind i 3, så både Frankrig, England og USA havde en del af landet.
Hele den østlige del hørte under Sovjetunionen, som i dag ikke findes længere. Folk flygtede fra den østlige del til vesten, på grund af den frihed, som man havde i vesten og ikke i østen.
I den kommunistiske del, fandt noget som frihed og ytringsfrihed ikke sted, man skulle indordne sig efter Sovjetunionen og deres regler. Hvis man prøvede at flygte, kunne man risikere at blive skudt af grænsepolitiet.
John F. Kennedy, som var USA's 35. præsident fra 1961-1963, tog til Vestberlin i juni 1963 for at holde en tale, også kendt for ”Ich bin ein Berliner”. Han udtrykte hans synspunkter omkring det kommunistiske styre, den frie verden og støtten fra USA til Vestberlin og dens borgere.
Han stod med oprejst pande og fortalte om, hvor stolt han var af, at stå i Vestberlin og være deres gæst. Han talte til det fællesskab som Vestberlin dengang havde.
Han blev taget imod med stor glæde og respekt. Kennedy, som selv var veteran og familiemand, udtrykte hans politiske holdninger til det, at være en fri mand, i den frie verden.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Kennedys tale er en blanding mellem en lejlighedstale, en informerende tale og en politisktale. Kennedy taler meget til fællesskabet og taler meget til deres følelser, det vil sige, at han benytter sig meget af patos.
Følelserne kommer i spil, da Kennedy fortæller om hvor stærke vesttyskerne var og hvad det stolteste man kunne, på daværende tidspunkt, sige ”Ich bin ein Berliner.”
På den måde går han ind og fortæller vesttyskerne, hvor stærke og hvor gode de er. Det at han fortæller om, hvor godt et land borgerne og kansleren havde fået bygget op indenfor demokrati, frihed og generelle fremskridt.
Kennedys tale er tilpasset til den daværende situation i Tyskland, under Den Kolde Krig. Dette betegner meget en lejlighedstale. Han argumenterer dog også meget politisk omkring demokrati og kommunisme.
Der er han meget troværdig, da han er præsident, han benytter sig her meget af etos. Udover dette var Kennedy veteran og selv vidste hvordan en krig kunne være.
Det gør ham meget troværdig, da han er politisk aktiv og selv styre en hel befolkning og at han selv har været i krig og kender til ofrene og konsekvenserne ved sådan dyster situation.
Kennedy taler også til folk om emnet ”Den frie verden” hvor han inkluderer både demokrati og kommunisme. Her prøver han at overbevise andre om, at kommunisme ikke gør nogle frie i forhold til demokrati. Han bruger en masse argumenter til at styrke hans holdning, som jeg vil komme ind på senere.
Alt dette betegner en politisktale, hvilket giver mening, da Kennedy selv er politiker. Igen dette med, at Kennedy belyser et emne (Den frie verden) og dokumenterer for hans emne. Han dokumenterer ved, at sammenligne kommunisme og demokrati.
En af hans dokumentationer kunne f.eks. være da han siger ”Frihed er forbundet med mange vanskeligheder, og demokratiet er ikke fejlfrit, men vi har aldrig været nødt til at sætte en mur op til at holde vore folk inde for at forhindre dem i at forlade os.”
Kennedy taler til folks logik og fornuft, hvilket betyder, at han også benytter sig af logos. Dette betegner også en informerende tale. Man kan derfor konkludere, at Kennedys tale er skrevet efter alle 3 forskellige talegenre.
Skriv et svar