Indledning
Unge i Danmark fylder deres hverdag med fest, stoffer og alkohol. De er vilde, impulsive og leder konstant efter stimulation. Julie og Martin er ingen undtagelse, og i dokumentaren “Vesterbro” har de to unge fået tildelt et kamera, hvor de igennem to år filmer drastiske hændelser i deres liv - både op- og nedture.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
“Klokken er halv elleve. Tillykke med fødselsdagen! Vågner du ikke op, så vi kan få varm kakao?” Sådan lyder det fra Julie Pedersen, der forsøger at vække Martin. De to er kærester, og deres liv er præget af fest, stoffer og ikke mindst deres kærlighed til hinanden.
Igennem den 58 minutters lange dokumentar, “Vesterbro”, filmer Julie Pedersen mere end 200 timer af parrets privatliv, og overrækker herefter klippene til naboen Michael Noer, der forvandler de ukronologiske klip til en fængende dokumentar, der bringer os helt tæt på parrets udfordringer og samtidig skildrer, hvordan unges hverdag kan se ud.
Igennem dokumentaren får vi indblik i de fysiske og psykiske problemer, som Julie oplever i forbindelse med en abort, i parrets skænderier og uenigheder, og de bekymringer som Julie gør sig, en dag, hvor Martin er forsvundet fra deres hotelværelse i Mexico.
I dokumentaren “Vesterbro” filmes der fra Julie Pedersens subjektive synsvinkel. Julie fungerer altså som dokumentarens eksplicitte fortæller, og denne fremstillingsform giver os et mere intimt forhold til begivenhederne i dokumentaren, for eksempel ved 03:17 hvor parret ligger i sengen og hvisker til hinanden.
Denne intimitet havde ikke været den samme, hvis Julie og Martin blev filmet af en række kameramænd, da parret ville være have været mere bevidste om, at de blev filmet.
Som seere er vi altså ikke fluer på væggen, vi får i stedet dokumenteret en række begivenheder der udspiller sig over en årrække ved hjælp af Julie som fortæller.
Dokumentaren arbejder altså ud fra en eksplicit og personbunden fortæller, da Julie fremtræder som en tydelig fortæller, der giver os indblik i sine følelser og holdninger.
Dermed er dokumentarens fortælleform en performativ fremstillingsform, da der lægges vægt på subjektets oplevelser og erindringer. Lyssætning spiller stor rolle i dokumentaren.
Ved dokumentarens start ved 01:10 filmes der med naturligt lys, men ved 03:34, hvor Martin og Julie ligger sammen i sengen, er der benyttet gullige farver.
Farven gul forbinder vi oftest med noget falsk og skingert, og er fremtrædende gentagne gange i dokumentaren og kan i den sammenhæng få os til at betvivle, hvorvidt dokumentaren er en skildring af ægte kærlighed mellem Martin og Julie.
En anden lyssætning er at finde ved 05:19, hvor der her er tillagt blå belysning. Den blå farve knytter vi til følelsen af frihed eller melankoli, og i denne sekvens af dokumentaren vises der hvordan Julie og Martin fester med deres venner.
Lyset skifter igen ved 06:04 hvor der her igen benyttes naturligt lys, som symbolisere harmoni. I dokumentaren ses også eksempler på low key belysning, for eksempel ved 25:54 hvor Julie filmer sig selv liggende i sin seng om natten, mens hun fortæller, at Martin er skredet.
Dette skaber en dyster stemning og etablerer opmærksomhedsfelter for seeren, i det man tænker over, hvem man ser i mørket. Low key belysningen er altså et meget ekspressivt virkemiddel, hvilket fungerer særligt godt i denne scene, da Julie udtrykker stærke og dramatiske følelser.
I forbindelse med farveskiftene er der også benyttet speed. Der speedes blandt andet op ved 04:59 og 05:54, og det skaber en stemning af forvirring og kaos. Yderligere gør dokumentaren også brug af et flashforward i første scene af filmen.
I denne scene vises det at Julie sidder grædende på et hotelværelse. Det fungerer som et set-up, og senere, da man finder ud af, hvad scenen egentlig drejer sig om, har vi et pay-off.
I dokumentaren er der primært anvendt synkron lyd. Dog brydes lydmønsteret i sekvensen 02:24-02:54, hvor der her er benyttet tematisk musik.
Skriv et svar