Indledning
Adam Oehlenschläger forfattede digtet "Underlige aftenlufte" i 1805, hvilket placerer det i den tidlige danske romantik.
Digtet berører temaer som hjemlængsel og kærlighed til fædrelandet, hvilket er karakteristisk for den nationalromantiske stil.
Samtidig indeholder det også træk fra universalromantikken, eksempelvis i sin fokus på naturen og dens åndelige aspekt.
Digtet er opdelt i fem strofer bestående af otte vers. Det følger en rimstruktur, hvor de første fire vers i hver strofe har krydsrim (ABAB), hvor A repræsenterer et kvindeligt rim og B et mandligt rim.
Derefter følger fire strofer med parrim (CCDD), hvor C er mandligt rim og D er kvindeligt rim. Oehlenschläger benytter almindelig tegnsætning gennem hele digtet.
Det er skrevet i første person ental og er af ren lyrisk karakter, i modsætning til mange af Oehlenschlägers andre digte, som også rummer episke elementer.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I tredje strofe indledes der med en hviskende udbrud: "Stille! Stille!" uden en tydelig adressat, men ligesom i første strofe virker det som en henvendelse til læseren.
Herefter brydes jeg-fortællerens ensomhed for en kort stund, og sammen med det forsvinder den melankoli, der har præget ham.
Han beskriver, hvordan en måge kommer sejlende forbi, samtidig med at den synger den smukkeste sang.
I de første seks vers i strofen beskriver han hende og sangen som noget positivt, næsten sanseligt, med ord som lyst og bryst, og den dystre stemning forsvinder.
Dog vender den tilbage i det syvende og ottende vers, hvor jeg-fortælleren beskriver, at han græder, for derefter at bebrejde sig selv for det og stille et spørgsmål til læseren: "Men hvad savner jeg og græder, mens hun dog så venligt kvæder?".
Dette spørgsmål får vi svar på i det første vers i fjerde strofe: "Det er ej den danske tunge...". Årsagen til hans vedvarende sorg på trods af den smukke sang er, at sproget er ham fremmed og ikke vækker minder om tryghed og varme på samme måde som de danske sange, han hørte i sin barndom, gjorde.
Hele strofen handler om dette, og han dvæler ved paradokset i, at sangen utvivlsomt er bedre set med professionalitetens kolde øjne, men at objektiv overlegenhed inden for kunsten ikke kan erstatte den affektionsværdi, der ligger i en velkendt sang fra barndommen.
Her identificerer han altså sig selv som et følelsesmenneske frem for et rationelt menneske. "Bedre er de vel måske, ak, men det er ikke de!"
Samtidig undskylder han dette over for læseren og viser dermed, at han ikke anser læseren for at være lige så følelsesmæssigt styret som ham selv.
Han giver altså umiddelbart udtryk for, at følelser ikke er så "rigtige" som rationalitet, men det ligger underforstået, at dette ikke er tilfældet.
Skriv et svar