Indledning
Politiets opklaringsarbejde danner rammen om en fortælling, hvor kyniske, hårdkogte og primitive kriminelle miljøer forenes med sofistikerede mordere forklædt som slipsedyr i ministerielle og erhvervsdrivende brancher.
Alt sammen pakket ind i en god portion humor. Temaer som kærlighed, sorg og uvenskab behandles med finurlige og humoristiske beskrivelser af trivielle hverdagsproblematikker
mens tematikker som ondskab, frygt, hævn og kynisme tematiseres gennem hårdkogte og rå scener.
Dette danner grundlag for Jussi Adler-Olsens femte bind i serien om Afdeling Q, Marco effekten, udgivet af Politikens forlag i 2012.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Plottet vil ofte være genrebestemt og er i denne historie bygget op omkring berettermodellen. Den starter in medias res med en prolog, et anslag, hvor en mordscene vækker læserens interesse.
Herefter følger en præsentation af fortællingens aktører og deres indbyrdes forhold, inden mordscenen og aktørerne sættes i relief med handlingen i uddybningen.
Point of no return er mordet på William Stark. Det sætter dels de ministerielle og erhvervsdrivende aktører under pres fra Afdeling Q, imens interne stridigheder bidrager til konfliktoptrapningen.
Klimaks er, når de kriseramte finansmænd slår hinanden ihjel på stribe for at bemægtige sig værdifulde aktier mens Afdeling Q hele tiden er ét skridt bagud.
Det vigtigste afsnit vil jeg således vurdere til at være kapitel 9, da det er her Afdeling Qs interesse for William Starks forsvunden vækkes, da politiassistent Rose bemærker en efterlysningsplakat.
Afdeling Qs opmærksomhed i sagen om Starks forsvunden fungerer således som en katalysator for handlingen
da efterforskningen af Starks forsvunden dels trækker trådene til korruption og interne stridigheder i den finansielle branche og dels kobler klanens kriminelle underverden sammen med bank – og embedsmændenes illegale aktiviteter.
Ydermere får vi først får klarlagt sammenhængen mellem de tre parallelle handlingsforløb i netop dette kapitel.
Afsnittets brede spektrum af hændelser, alt lige fra forfølgelses-scener, indre monologer og Assads instinktive politinæse i kontrast til Carls kritiske sans, giver ligeledes mulighed for at fortolke tekstens tematikker og budskaber.
Jussi Adler-Olsens humoristiske stil balancerer og letter teksten på et sådant niveau, at der også bliver plads til det menneskelige, det realistiske og den interessante behandling af trivielle hverdagssituationer – og dilemmaer der er essentielle for dele af tematiseringen.
Skriv et svar