Indledning
Kærlighed. Individets svar på rus, smerte, og længsel i en og samme version. Den er ukontrolleret, men i allerhøjeste grad uundværlig, og lurer sig bag hver en levende sjæl.
Den motiverer os til det bedre, og dirrer i hvert verdenshjørne af vores krop, og fylder os med en sprudlende varme fra top til tå, med en berusende følelse af anerkendelse.
Vi fascineres i så fald af den, og vi længes efter den. Måske er det en længsel efter at forstå os selv gennem relationen til andre, eller måske er det netop fordi vi med tiden lærer, at kærligheden er nøglen til at man tilnærmelsesvis føler sig hel?
Og på samme vis får dig til at føle ligegyldig og skrøbelig, hvis du fornægter eller mister den. Kærligheden har hersket på kloden længere tilbage end vi kan huske, og er blevet skildret i en lang række af udgaver.
Romantikken, som havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet, var en periode hvori man påskønnede kærligheden mere end nogensinde før.
Her blev idealet ”Det gode, det sande og det skønne” sat som dagsordenen på denne periode, og bevægede sig på tværs af det traditionelle samfund.
Menneskets følelser og fantasi, og især kærligheden blev her skildret igennem litteraturen af mange forfattere, digtere, og lyrikere, i et håb om at finde en højere og dybere mening med tilværelsen.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et andet eksempel på et klassisk eventyrtræk er sprogbruget, som er komponeret af simple, korte sætninger. Sproget er forenklet og beskrivende, i en børnevenlig tone, som på sin vis både henvender sig til børn, ligeså vel som voksne.
For selvom Andersens fortællerstil umiddelbart appellerer til barnets forestillingsverden, er hans fortællinger bygget op af flere lag, som også giver de voksne mulighed for at se dybere lag i teksten, og en morale for fortællingen.
Der bliver også i teksten gjort brug af lydord, når der udføres en handling, som fx ”klask” , da låget fra snustobaksåsen sprang af, og den lille sorte trold viste sig.
Fortælleren bruger også styrkemarkører, såsom ”sprang” og ”skrækkelig” , som er med til at overdrive fortællingen, og gør den mere spiselig og dramatisk for læseren.
I fortællingen ser vi også skiftevis en velovervejet overgang fra den indirekte, til direkte tale, som fx i citatet her: ”den ene Dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.
”Se du!” sagde den ene, ”der ligger en tinsoldat!” . Sprogbruget forholder sig også bemærkelsesvis meget til den samtid, som den er skrevet i, og skildrer det forhenværende gamle danske sprog, hvor man benyttede udtryk såsom ”thi” , ”geburtsdag” (her ment som en fødselsdag), og hvor ordende i denne tid blev skrevet anderledes, end dem vi kender til i dag, som fx ”eet” og ”gesvindt” .
Titlen ”Den standhaftige tinsoldat” afspejler på sin vis fortællingens kendetegn ved hovedpersonen, nemlig hans standhaftighed. At være standhaftig betyder i bund og grund at være påståelig, og stå fast på en beslutning.
Et standhaftigt individ er ydermere en person som ikke lader sig give efter vanskeligheder eller fristelser, hvilket vores etbenede lille ven viste sig at være svaret på.
Selvom han i et eller andet omfang bliver fristet af danserindens nydelighed, udviser han aldrig på noget tidspunkt underkastelse eller hengivenhed til hende i fortællingen.
Han er også lavet af metal, og portrætteres i eventyret som en meget alvorlig persona, idet han er en tinsoldat, hvilket også kunne symbolisere en vis koldhed eller kynisme, som måske kan hænge sammen med hans manglende lykke.
Den standhaftige tinsoldat er, trods hans omtrentlig samme udseende som hans brødre, særdeles unik, idet han var den sidste til at blive støbt, og grundet den manglende mængde af tin, endte med at nøjes med et enkelt ben.
Tinsoldaten har derfor fra barnsben haft en opfattelse af, hvordan normaliteten ser ud, og hvorfor han skejer sig ud fra denne normalitet, idet han kun har haft mulighed for at spejle sig i hans omgivelser, som har været hans brødre.
Skriv et svar