Vikingetiden | DHO | 10 i Kararkter

Indledning
"Jo, I går hen til den som I elsker og ærer mest af mennesker og kaster ham i jorden, og jorden og krybdyrene og ormene fortærer ham.

Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset i samme øjeblik,” lød det fra en viking i Ibn Fadlans beretning.1 Dette var blot en helt anden måde at se døden på.

I de nuværende begravelsesceremonier plejer man at begrave den døde i jorden, men sådan var det ikke i asatroen.

Vikinger blev betegnet som de hedenske skabninger, fordi de troede på de nordiske guder, men hvordan havde deres tro spillet en rolle i forhold til døden?

Hvordan opfattede de døden? Det er blandt andet nogle af de spørgsmål, jeg vil undersøge i denne opgave.

Jeg vil fokusere på slægtens samt religionens betydning for døden gennem en historisk redegørelse.

Efterfølgende vil jeg besvare min opgaveformulering ved at analysere Gisle Surssøns saga og Ibn Fadlans beretning, her vil jeg skrive om hvilke begravelsesritualer, de havde ift.

Indholdsfortegnelse
1. Indledning 3
2. Vikingetidens opfattelse af død, ære og slægt 3
3. Araberen Ibn Fadlan møder vikingerne 5
4. Gisle Surssøn den dristige mand 7
5. Hvilken kilde er mere troværdig? 8
6. Forskellen på katolske syn og hedenske syn 9
7. Konklusion 10
8. Litteraturliste 11

Uddrag
Kristendommen var ikke grundlagt i Danmark endnu, derfor havde vikingerne en anden tro, som hed asatroen.

De troede ikke kun på en enkel Gud, asatroen rummede flere guder eksempelvis Odin, Thor og Freja. Guderne havde en stor betydning for vikingerne, for at vikingerne kunne forholde sig godt til Guderne, holdt de offerfester.

Her ofrede de blandt andet mad, dyr, våben og i særlige tilfælde ofrede man mennesker. Ofringer kan lyde barbariske, men for vikingerne betød det at give gave til guderne.

Religionen påvirkede også synet på efterlivet. Det var en tradition for vikingerne at have et dødsmåltid, da de troede på, at den døde stadig, havde en forbindelse til slægten.

De forestillede sig dødsmåltidet som det sidste måltid mellem de levende og de døde. Ligesom i kristendommen og de fleste andre religioner havde asatroen også to fortsættelse af efterlivet.

Enten kunne den døde ende i hel eller i Valhal. Med andre ord er hel en betegnelse for helvede, og Valhal kan forbindes med paradis.

I vikingernes forestillinger var Valhal et sted for krigere, der døde under kampe, hvor de blev ført til Asgård (Gudernes hjem)

der skulle de sammen med de nordiske guder kæmpe mod de onde ved dommedagen.3 At kunne efterleve sammen med guderne i Valhal, var de fleste vikingers formål, derfor var det meget ærefuld for dem at dø som kriger under en kamp.

De frygtede at dø med naturlige årsager. Dette betyder, at vikinger ikke frygtede døden, fordi den skulle jo komme lige meget hvad

men de var bange for at dø på en elendig og svag måde for eksempel på grund af sygdom. De ville dø som en ærefuld kriger. 4

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu