Indledning
Storbritanniens s tormfulde forhold til EU endte med en folkeafstemning d. 23 juni 2016, som overraskede folk i hele landet.

Det resulterede nemlig i en sejr til anti-EU folkene, og dermed en udmeldelse af EU, bedre kendt som Brexit.

Hvad var årsagerne til at Briterne ville ud, og hvordan Storbritanniens forhold har været til EU, siden de kom med i 1973 ? Dette vil jeg redegøre for i denne opgave med overemnet Brexit .

Dernæst følger en højaktuel analyse af Storbritanniens økonomi, hvor der er fokus på forsyningsbalancen. I denne kan man kan se, hvordan det går for deres økonomi før og efter Br exit.

Ligeledes vil der også være en analyse af de politiske tiltag, som Theresa May og hendes parti har lavet siden udmeldelsen - herunder hvilke love og ændringer der er kommet indtil videre.

Slutteligt diskuteres mulige udfald og scenarier , hvis det ender med at blive et ”Soft Brexit” eller et ”Hard Brexit”.

Diskussionen tager udgangspunkt i både det økonomiske s åvel som det politiske aspekt. Det skal siges, at dette emne er meget højaktuelt, hvorfor der kommet nyt materiale næsten hver dag, og på den måde har jeg kunne udelukke nogle forskellige scenarier i processen undervejs.

Indholdsfortegnelse
1. Indledning 5
1.1 Metode afsnit 5
1.2 Periode afgrænsning 6

2.1 Storbritanniens deltagelse i det europæiske politiske samarbejde, samt den politiske udvikling siden deres indtræden i EF. 7
2.1.1 Årsager til Storbritanniens udmeldelse af EU 8
2.1.2 Optakt til udmeldelsen af EU 9
2.1.3 Afstemningen og perioden efter 10
2.2 Delkonklusion 11

3.1 Den økonomiske udvikling i Storbritannien efter Brexit 12
3.1.1 Før Brexit 15
2015 15
3.1.2 Efter Brexit 16
2016 16
2017 18
2018 20
3.1.3 Den politiske udvikling i England efter Brexit 22
3.1.4 Delkonklusion 25

4.1 Hard or soft Brexit? 27
4.1.1 Hard brexit 27
4.1.2 Soft Brexit 28
4.2 Fordele og ulemper 29

Konklusion 32

Bilag 33

Litteraturliste: 34

Artikler: 34

Andet: 37

Uddrag
EF bliver oprettet i 1951, hvor seks lande, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Luxemburg og Italien, underskriver en traktat om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Her vil Storbritannien gerne være med, men bliver afvist.

I 1957 underskriver de seks ovenstående lande Rom-traktaten - endnu en gang uden Storbritannien.

Dette bliver starten på Europas økonomiske fællesskab, EF. Året efter handler EF ikke kun om handel længere, idet man danner en kommission, nemlig EF-domstolen, Europa-Parlamentet og ministerrådet.

Da Storbritannien ikke kommer med i EF, starter de i stedet EFTA sammen med Danmark, Portugal, Norge, Sverige, Østrig og Schweiz.

EFTA er dog kun et handels-samarbejde mellem disse lande. Flere af disse lande vil dog stadig gerne med i EF ligesom Storbritannien.

I EF sidder den daværende franske præsident Charles De Gaulle. Han ønsker ikke at der kommer flere lande med i EF og vil bestemt ikke have Storbritannien med, da han mener, at de samarbejder for meget med USA, som han ikke vil have til at bestemme noget i Europa.

Da De Gaulle var nervøs over, at engelsk skulle overtage Europa som det primære sprog, nedlægger han altså veto mod Storbritannien i år 1963, efter at de havde ansøgt i 1961.

I år 1969 får Fankrig en ny præsident Georges Pompidou, og det åbner op for, at Storbritannien kan komme med i EF, da Pompidou gerne vil have flere lande med. I år 1973 kommer Storbritannien således med i EF.

Allerede to år efter Storbritanniens indtrædelse i EF, var de allerede tæt på at melde sig ud igen. En folkeafstemning om at forblive i EF splittede Harold Wilsons Labour regering i år 1975, men

efter folkeafstemningen havde 67% stemt for at forblive i EF. Storbritanniens tid i EF har ikke altid været venskabelig.

Den 30. november 1979 bad den daværende premierminister Margaret Thatcher med ordene "jeg vil have mine penge tilbage" om at få rabat i EF, da hun ikke mente, at de fik nok ud af deres penge til CAP (The common agricultural policy)

Først blev hun tilbudt en rabat på 350 mio. pund, men det afslog hun. 5 år senere, i 1984, ville hun have en rabat på 730 mio. pund, men der kom et modbud tilbage lydende på 580 mio. pund.

Dette afslog Thatcher også, hvorefter der endte med at komme endnu et modbud, denne gang på 600 mio. pund, som de endte med at blive enige om.

Rabatten gjorde altså, at Storbritannien skulle have 66 procent tilbage af deres nettobidrag fra det foregående år.

Den 7. februar 1992 skulle Maastricht traktaten, som var en traktat der skulle få EU landene til at få et endnu tættere samarbejde til, at ske.

Der var også andre punkter, som blev skabt via traktaten:
• Det europæiske borgerskab blev skabt.

• Der blev oprettet en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

• Samarbejdet mellem politiet og retsvæsenet i straffesager blev aftalt og de aftaler at få en monetær union, denne underskriver Storbritannien, men det bliver skrevet ind at de ikke deltager i eurosamarbejdet og dermed den monetære union.