Spøgelsesbilist | Terminsprøve

Indledning
Barndommen, vi vokser hver i sær op med forskellige barndomsminder, der danner hvem vi er. Jeg husker tydeligt en speciel episode fra min barndom.

Jeg gik i børnehave, og var ikke særlig gammel, men alligevel er dette barndomsminde som printet ind i min hukommelse. På dette tidspunkt havde jeg omkring 100 bamse elefanter alle ved navn Pelle, men jeg havde selvfølelig en ynglings.

Den var lyserød og havde en sløjfe ved det ene øre. Pelle fulgte mig overalt, og en dag, da min børnehave og jeg var ude i skoven, så glemte jeg Pelle.

Jeg grad i flere dage og min far ledte efter den i tusmørke. Pelle blev aldrig fundet, og siden den dag, så er farven lyserød ikke længere en farve jeg kan lide.

Novellen ”Spøgelsesbilist” beskæftiger sig med barndommens minder, hvor frygt og ubehag truer dit ellers så perfekte image.

Novellen ”Spøgelsesbilist” er skrevet af Charlotte Weitze og er fra 2012. Hun er født 1974 og modtog i 1996 BogForums debutantpris for fortællingerne ”Skifting”.

Hun er siden blevet kendt for romanerne ”Fandekke” og ”Brevbæreren”. I 2010 udgav hun fortællingerne ”Det hvide kvarter”. Et særligt kendetegn ved hendes historier er, at de ofte foregår på grænsen mellem det hverdagsagtige og eventyrlige.

Uddrag
Bo arvede pengene, som salget af huset til kommunen indbragte, men huset skal nu sælges igen. Da Bo træder ind i huset er det er her i novellen tingene ændrer sig til det overnaturlige eller eventyrlige.

”Der kommer en lyd fra et af værelserne. Bo tager en dyb indånding, åbner forsigtigt den ene dør [...]. Bo skynder sig at lukke, og så er der det andet værelse.” (S. 3, l. 220- 225).

Indtil videre har vi ingen fornemmelse om, hvad der skal til at ske, det hele virker ’normalt’, men det hele ændrer sig, da” Bo åbner til sit gamle værelse. Det er mørkt. [...] Han falder over noget, slår hovedet og høreapparatet ryger på gulvet.

Bo løfter ansigtet og holder sig for munden. Et rødligt lys skinner gennem vinduet, roser rækker deres arme ind i værelset. [...] legetøj i hjørnerne og et tomt vandglas på bordet.” (S. 3, l. 227-240).

Værelset bliver levende og fører ham tilbage til sin barndom. Det før så tomme og mørke rum er nu blevet ’sat til live’.

”Dynen bevæger sig og hovedet af en lille dreng dukker op. Han forsætter med at tegne roser på væggen. På hans hånd ses et sår [...], og Bo ved, at kun er tydeligt i kulde. Han nærmer sig drengen, der lægger farvekridtet og lader en varm hånd glide gennem hans.

Sådan blev Bo fundet, seks år, et par dage efter at bilisten var kørt fra forældrene.