Skyggen | Analyse | H.C. Andersen

Indledning
Det onde og dystre i mennesket kommer til udtryk i H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” fra 1847.

Mennesket er ikke kun det gode man ser, der er også en mørkere og mere dyster side, nemlig menneskets skyggeside - netop dette bliver tydeliggjort i eventyret.

Kombinationen mellem fornuften i mennesket og menneskets skyggeside, bliver udfoldet i eventyret.

Men kan de to ting harmonere med hinanden, og endnu vigtigere, hvad sker der, hvis den ene overtager kontrollen?

Uddrag
Dette er et tydeligt eksempel af, at Skyggen er magtsyg. Den påstår at den får det fysisk dårligt, når den lærde mand kalder den ”Du”.

Skyggen bliver fremstillet som usympatisk, fordi den selv mener, at den kan tiltale den lærde mand ”Du” med begrundelsen om, at ”saa er det halve gjort”.

Det giver os en oplevelse af, at Skyggen føler sig bedre end den lærde mand. Dermed kommer Skyggen til at virke overlegen og egoistisk, men også magtsyg.

Eventyrets billedsprog er præget af personifikationer og besjælinger. I ”Skyggen” bliver poesien personificeret, da den bliver beskrevet som en kvinde.

Dette ser vi, da den lærde mand vågner og får et glimt af poesien: ”og midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun lyste” (s. 2. l. 6-7)

Her bliver poesien beskrevet som en jomfru. Vi ser dette igen, da Skyggen og den lærde mand har en dialog, om hvad Skyggen så hos genboen:

” Poesien!" raabte den lærde Mand! "ja, ja - hun er tidt Eremit i de store Byer! Poesien! ja jeg har seet hende et eneste kort Øieblik, men Søvnen sad mig i Øinene! hun stod paa Altanen og skinnede som Nordlyset skinner!” (s. 4. l. 14-16)

Poesien bliver igen beskrevet som en kvinde frem for et begreb. Den lærde mand forestiller poesien, og forbinder den med skønhed og jomfruelighed.

Skyggen ser derimod anderledes på tingene. Den er mere optaget af at fortælle, hvad den har fået adgang til, efter at den først gik ind i poesiens hus.

Poesien virker derfor som et middel til at opnå noget andet for Skyggen, mens den lærde mand er interesseret i poesien som et mål i sig selv.

Den lærdes mand skygge bliver besjælet i så høj en grad, at vi opfatter den som en reel person.

I starten af teksten bliver Skyggen besjælet, da vi hører følgende: ”og saa nikkede han til Skyggen og Skyggen nikkede igjen. (…)

og den Fremmede reiste sig og hans Skygge ovre paa Gjenboens Altan reiste sig ogsaa; og den Fremmede dreiede sig og Skyggen dreiede sig ogsaa; (…) at Skyggen gik ind af den halvaabne Altandør hos Gjenboen” (s. 2. l. 23-28)

Vi hører, at Skyggen ”nikkede igen”, den ”dreiede sig ogsaa”, og den ”gik ind af den halvaabne Altandør”. Besjælingen er med til at gøre Skyggen mere levende, samt at få den til at ligne en reel person.

Skyggen gør som en skygge normalt vil, da den efterligner den lærde mands bevægelser. Dog er den sidste besjæling dog et eksempel på, at der sker en ændring hos Skyggen, da den går ind af altandøren.

Vi kan anse dette for at være et udtryk for, at Skyggen har overtaget styringen, eller har fået en form for selvstændighed.

Det faktum at Skyggen kan tale, gør at dens funktion bliver sammenlignelig med en rigtig persons. Og derfor fungerer Skyggens replikker i teksten desuden også som besjælinger.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu