Romantisme | Stort Kompendium

Biedermeier og poetisk realisme er lightprodukter af romantikken, fordi de dyrker noget mere hjemligt og jordnært end nyplatonismen og universalromantikken. En anden udgave af romantikken går dog i den modsatte grøft. Romantisme er en samlebetegnelse for en litteratur, der i 1830'erne og 1840'erne dyrker de mørke og skyggefulde sider af menneskets psyke. Salmedigteren B.S. Ingemann skriver for eksempel skrækhistorier og spøgelseshistorier, der beskæftiger sig med det dæmoniske i mennesket og i tilværelsen. Fokus hos romantismens forfattere er begrebet 'det interessante'. 'Det interessante' kan være dæmoni, seksualitet og død. Hvor forfatterne i romantikken stræber efter at opleve mening og sammenhæng i tilværelsen, har forfatterne i romantismen ingen tro på en sådan sammenhæng. Til gengæld dyrker romantismens forfattere splittelsen, smerten og melankolien, og de finder her en ny måde at iagttage og beskrive verden på, så de psykologiske detaljer træder tydeligt frem. Dobbeltgængermotivet Et ofte benyttet motiv i romantismens litteratur er dobbeltgængermotivet. I litteraturen møder vi personer, der er splittede mellem en lys og en mørk side af personligheden. Disse to sider udspaltes i to personer, men er i virkeligheden to sider af samme person. Forfatterne kan gennem brug af dobbeltgængermotivet vise konflikter i menneskets indre. Kendte eksempler på romaner med dette motiv er Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) og Fjodor Dostojevskijs Dobbeltgængeren (1846). Frankenstein handler om en videnskabsmand, der skaber et forfærdeligt monster. Dr. Jekyll & Mr. Hyde handler også om videnskabelige forsøg, idet Dr. Jekyll forvandles til Mr. Hyde, der udfører forbudte handlinger efter at have drukket et medikament. Dostojevskijs Dobbeltgængeren befinder sig inden for det psykiatriske felt, da den handler om udbrud af skizofreni hos romanens hovedperson. I dansk sammenhæng udforsker H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) et tema om personlighedsspaltning. Det litterære dobbeltgængermotiv skal forstås i lyset af en ny opfattelse af, hvad mennesket er for en størrelse. Modsat oplysningstidens rationalisme, hvor mennesket blev opfattet som rent fornuftsvæsen, er der i romantikken og romantismen fokus på, at mennesket indeholder mange følelser, der er irrationelle og ikke sådan lige til at forstå. Det er først senere – i begyndelsen af det 20. århundrede – at psykiateren Carl Gustav Jung taler om 'skyggen' i mennesket, og at psykoanalytikeren Sigmund Freud fremsætter sin personlighedsteori om jegets splittelse mellem et 'overjeg' og et 'det', men det er nogle af de samme psykologiske mekanismer, som romantismens forfattere udforsker i dobbeltgængermotivet. --- "Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alting, hvad der var at se! havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med poesien. Ja den gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De ved det, når sol gik op og sol gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kendeligt. – Jeg tog vej, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg tog vej til kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftnen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kilder så dejligt i ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så," sagde skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, den var blevet læst! men jeg skrev lige til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig! og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – og så blev jeg den mand jeg er! og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!" og så gik skyggen. --- Så kom de til et bad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så alt for godt og det var nu så ængsteligt. Ligestraks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; "han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge." Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks på spadsereturen i tale med den fremmede herre. Som en kongedatter behøvede hun ikke at gøre mange omstændigheder, og så sagde hun, "Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge." "Deres Kongelige Højhed må være betydelig i bedring!" sagde skyggen, "jeg ved, Deres onde er at De ser alt for godt, men det har tabt sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæde i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske! ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!" – "Hvad?" tænkte prinsessen, "skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette bad er det første der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordentligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!" Om aftnen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig haft. Hun sagde ham fra hvad land hun var, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, og så kunne han svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! hun fik sådan en agtelse for hvad han vidste, og da de så dansede igen, så blev hun forlibt, og det kunne skyggen godt mærke, for hun var færdig at se lige igennem ham. Så dansede de nok engang og så var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. "En vís mand er han," sagde hun til sig selv, "det er godt! og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har grundige kundskaber, det er lige så vigtigt! han må eksamineres." Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, hun kunne ikke selv have svaret på det; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.