Indledning
Når voksenlivet nærmer sig for nutidens børn og unge, finder de myndigheden, ansvarsbevidstheden, selvstændigheden og ikke mindst privatlivet, som det mest afgørende i denne livsperiode.

Man anser nu om dage overgangen fra barn til voksen for en slags frigørelsesproces, hvor det som oftest gælder om "at bestemme over sig selv".

Denne synsvinkel Blixens spiller værker tværtimod fra ikke ind i 1958'ernes novelle Ringen, som er ét af Karen novellesamlingen "Skæbne-anekdoter".

I denne novelle er ét af de væsentlige træk, der får individet til at forlade barndommens paradis, netop driften mod det andet køn samt det seksuelle.

Antagelsen af, at der findes de her såkaldte drifter, stammer fra Freuds grundlæggende psykoanalyse, hvilken i høj grad er anvendelig til at fortolke de uundgåelige konflikter i denne novelle.

Uddrag
Pludselig får hun den trang til at bevæge sig ind i skoven og væk fra stien ­ vi befinder os gradvis ude. Hun prøver at finde den smukke, lille, lyse alkove-lignende lysning, som hun fandt for et par dage siden.

Da en fremmed mand pludselig står foran hende i al hans gru, går det med det samme op for hende, at det er fåretyven. Efter et par minutter rækker hun ham frivilligt ham hendes vielsesring.

Mødet mellem manden og Lovise ændrer dem begge altafgørende. Da hun igen går på stien, indhenter hendes mand hende ­ vi befinder os igen hjemme-, hvor hun siger, at hun har mistet ringen.

Konrad opfatter ikke hendes forandring og hvor ubetydelig denne vielsesring nu er blevet for hende.

Hvis vi endnu en gang kaster et blik på begrebet "eventyr", er det ikke alene hjemme-ude-hjemme princippet vi kan refererer til, dog kan vi ligeledes i dette tilfælde komme nærmere ind på dets forestillingsverden og ikke mindst psykologiske part.

En direkte henvisning til "Rødhætte og ulven" vil i den anledning være relevant at fokusere på, da den i høj grad indeholder freudianske og psykoanalytiske toner

som selve novellen. Hvad er så det ubevidste og fortrængte i denne fortælling, som freudiansk set er det mest grundlæggende?

At vi som tidligere sagt kan udtolke novellen som "Rødhætte og ulven", som nok har været meningen for Karen Blixen, kan vi først og

fremmest se ved, når Konrad sender Lovise hjem fra fårene: "Gaa bare ganske langsomt ad stien, saa indhenter jeg Dig" (l. 115-116).

Hun nyder for første gang at være alene på denne sti, og det er tydeligvis ikke noget hun er vant til. Hendes lystfølelse stammer netop fra længslen efter at fornemme naturen og de umiddelbare drifter.

Hele hendes liv er hun blevet passet på og vogtet, ikke mindst nu som Konrads hustru, og hun har derfor ingen sans for fare, da hun simpelthen aldrig er blevet præsenteret for fænomenet.

Hun kan på den side beskrives som frygtløs, men alligevel ret naiv og uvidende. Ved at gå væk fra den trygge sti og ud i den fremmede skov, prøver hun at reflektere over det hun vil bort fra, og forsøger derved at blive et fuldstændigt menneske igen:

".. dejligere endnu at vige fra Stien ind i skoven og blive borte der ­ være forsvundet fra Jordens overflade.." (l. 138-140).

Stien her kan på baggrund af det førnævnte sammenlignes med moralens vej, som er den rette og fornuftige vej at følge.