Patienten | Analyse | Peter Seeberg

Indholdsfortegnelse
Personkarakteristik

Personerne er anonyme
- Virkning

Forholdet mellem fortælleren og lægerne er ulige

Forholdet mellem fortælleren og hustruen bekræfter fortællerens identitet
- Komposition
- Fortolkning og Budskab
- Perspektivering

Uddrag
Den vigtigste person i ”Patienten” er fortælleren. Han er en mand, der har sygdommen ’almindeligt bortfald’. Vi hører i novellen om, hvordan han mister først ben, så arme og så flere og flere kropsdele og organer.

Fortælleren i novellen har umiddelbart en stor tiltro til lægevidenskaben. Han anser hospitalet som et ”kært hjem”, og han fortæller, hvordan han ”beundrer lægekunsten, jeg er den dybt taknemlig, den skylder jeg mit liv og mit velvære”. Vi får indtryk af, at han generelt tror på hospitalssystemet.

Fortælleren opdager dog også, at lægevidenskaben ikke kan svare på de spørgsmål, som han har omkring sin identitet.

Han har fået udskiftet sit hoved, fordi ”lægekunsten ønskede at fejre en triumf”, men lægekunsten kan ikke svare på, om hans tanker stadig er hans egne eller den forrige ejer af hovedets.

Fortælleren tænker meget over, hvem han er, og hvad de mange udskiftninger af lemmer og organer gør ved hans selvforståelse:
Jeg tænker på mit liv, om det er mit, eller om det tilhører lægerne, og i så fald om jeg overhovedet er mig selv mere.

Jeg har spurgt min hustru, mine børn, mine brødre og mine venner, og de har alle sagt, at jeg stadig er den samme, at jeg stadig er mig selv. Hvor meget kan man da reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet?

Fortælleren stiller flere spørgsmål i novellen, og spørgsmålene er udtryk for, hvordan fortælleren sprogligt udtrykker sin tvivl om sin identitet.

Der er et spørgsmål til sidst i citatet ovenfor, men fortælleren spørger bl.a. også sin kone, om hun elsker ham til sidst i novellen.

Hans spørgsmål viser læseren, hvordan fortælleren hele tiden søger svar på, hvem han er. Han er blevet i tvivl, fordi han har mistet så mange af sine lemmer i novellen.

Fortælleren indrømmer dog også, at han faktisk ikke som sådan er tynget af identitetsspørgsmålene.

Han har bare ikke andet at foretage sig, fordi han ligger helt stille efter, at han er blevet tilkoblet det kunstige hjerte. Han kan ikke gøre så meget andet end at filosofere og reflektere over sin identitet.

---

Novellens handlingsforløb er dog så absurd, at vi hurtigt kan svare nej på det spørgsmål. De anonyme personer er faktisk i stedet med til at fremmedgøre læseren, fordi vi ikke kan sætte os i personernes sted.

Vi får svært ved at forstå fortællerens sygdomsforløb, for forløbet er så mærkeligt og voldsomt.

Det betyder, at vi kan spørge os selv, om novellen måske har et dybere lag, hvor vi alligevel kan identificere os med fortælleren, selvom vi umiddelbart ikke kan identificere os med personerne.

Det kan godt fx være, at vi kan forholde os til fortællerens filosofiske og eksistentielle spørgsmål, selvom vi ikke kan forholde os til, at han har mistet så mange kropsdele.

Brugen af anonyme personer gør også, at vi bliver opmærksomme på de roller, som de indtager overfor hinanden i novellen.

Fortælleren indtager fx rollen som patient, og han bliver i løbet af novellen mere og mere påvirket af denne rolle. Det er også det, der gør, at han begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvem han er.

Vi hører aldrig fortællerens navn i novellen. Det betyder også, at vi som læsere kun kender ham som en patient. Han bliver defineret af den rolle, som han indtager i hospitalssystemet.

Han viser os dog også med sine mange eksistentielle spørgsmål, at han stadig er et levende og tænkende individ, selvom han defineres så meget ud fra sin patientrolle.

Vi kan derfor overordnet sige, at de anonyme personer peger på tekstens tema, som er identitet og eksistens.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu