Indledning
I marts oplevede jeg det kolde, klamme og regnfulde vejr i Danmark, før jeg pakkede min kuffert og rejste til Istanbul.
Først da opdagede jeg, at Istanbul faktisk ligger i Tyrkiet, noget jeg ikke var klar over i starten. Inden afrejsen diskuterede vi i vores klasse, at dette land grænsede op til Asien, ikke var en del af EU, og at det var et muslimsk land uden ligestilling.
Vi blev opmærksomme på vores egne fordomme og nationale stereotyper, og vi ønskede at have et bredere perspektiv under vores observationer i landet.
Jeg fandt hele situationen en smule fjollet, da jeg ikke mente, at jeg selv havde disse fordomme. Jeg troede ikke, at jeg var en af dem, der dømte fremmede på forhånd, for det ville være fjollet og dumt.
"Det er uretfærdigt at bedømme folk på forhånd, især en hel befolkning, når man ikke har mødt dem," tænkte jeg og bevarede min stolthed.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Nu følte jeg mig igen helt rolig indeni. Jeg var ikke den eneste, der havde dannet mig et billede af en flok mørke mennesker i hætter, der hang ud i store bygninger med kæmpemæssige kupler og kun kunne råbe "Allah Akbar" og finde Mekka ved hjælp af et kompas.
Men betød det, at det var i orden? Jeg var taknemmelig over for mine lærere, som havde taget mig med til et muslimsk land for at konfrontere mig med virkeligheden.
Gudskelov, nu vidste jeg bedre. "Tyrkerne er et civiliseret, veluddannet og oplyst folk, hvor ikke alle kvinder bærer burka, og der er faktisk andet på menuen end shawarma og falafel.
De er et fornuftigt folk, på lige fod med mig selv," tænkte jeg, mens vi ventede på en stor plads foran Hagia Sofia-moskeen. Denne plads var fyldt med uregerlige duer, der ikke flyttede sig for os, så vi kunne passere.
Skriv et svar